John Olsen: AFTRYK AF LIV
9 jun 201821 okt 2018

Sidste chance

Anbefalet under Det skal du se! uge 23
John Olsens kunst har altid været voldsom, sanselig og nærgående. Udstillingen AFTRYK AF LIV viser nedslag i over syv årtiers kunst fra en af Danmarks store naturskildrere. John Olsen er lige netop fyldt 80 år. Faaborg Museum fejrer en af Danmarks store billedkunstnere med en udstilling og en bog.

John Olsen: Af dyr er du kommet, af dyr skal du blive og af dyr skal du igen opstå, 2018. Foto: Ulf Helbo

John Olsen bor på Fyn, nærmere bestemt på Sundsgården ved Fjellebro, og hører til en af de kunstnere, der gennem tiden har haft nær tilknytning til Faaborg Museum. Han kom første gang på museet som ung mand, og blev så optaget af stedet, dets arkitektur, ånd og samling af Fynbokunst og følt et slægtskab især med Johannes Larsen.

John Olsen var Danmarks omtalte og ombruste repræsentant på Venedig Biennalen i 1995. Skulpturer og offentlige udsmykninger af kunstneren findes over hele landet, og med mere end 600 værker i museale samlinger er han en af de bedst repræsenterede kunstnere i landet.

Kunst fra et langt og produktivt liv
AFTRYK AF LIV er en udstilling, der spænder over syv årtier. Den viser, hvordan den helt unge kunstner i 1950’erne fordybede sig i minutiøse studier af døde fugle. Serier af overvældende grafiske tryk fra 70’erne skildrer færøske klipper, som om de vokser og forvitrer. Der sker en eksplosion af farver og former i 90’ernes svedetegninger og de store aftryk af dyrs organer fra efter år 2000. Men John Olsen er også fascineret af ting, der er mærket af forfald: visne planter, døde dyr og vejrbidte brudstykker af verden. De bliver samlet på hylder og sat i ramme i storslåede “undreskabe”.

AFTRYK AF LIV er mere end en jubilæumsudstilling. Det er en fejring af et usædvanligt menneskes usædvanlige blik. I naturen er al ting nyt og alligevel det samme. Sådan er det med John Olsens kunst. Teknikker, medier og materialer har ændret sig drastisk gennem årene, men kunstnerens blik har været det samme. I John Olsens kunst efterlader livet aftryk.

Udstillingen er tilrettelagt i samarbejde med Ribe Kunstmuseum, der også står bag forskningen i John Olsens kunst. Til udstillingen er indlånt mere end 150 værker fra seks danske museer og private samlinger. Ribe Kunstmuseum viste udstillingen i foråret 2018.

AFTRYK AF LIV kan ses på Faaborg Museum fra 9. juni til 21. oktober 2018.

Bogudgivelse
Med den smukt illustrerede antologi AFTRYK AF LIV – John Olsen, der er udgivet i forbindelse med udstillingen, får vi et nyt blik på en af Danmarks store kunstnere. For første gang udgives en forskningsbaseret antologi om John Olsens værk.

Bogens kapitler fortæller om en kunstner, der aldrig står stille, men udvikler sin kunst i dialog med livets gåde. Hver ny generation har set noget i hans kunst, som er særligt relevant for dem. Bogen viser, hvordan John Olsens kunst gør noget virkningsfuldt. I hans værk oplever vi naturens og livets modsætninger. Samtidig skaber kunsten en bro mellem os og en større verden.

Bogens forfattere er Rasmus Kjærboe, ph.d., inspektør på Ribe Kunstmuseum, Lise Skytte Jakobsen, ph.d., lektor på Aarhus Universitet, Martin Søberg, ph.d., adjunkt på Arkitektskolen og Line Marie Thorsen, ph.d.-stipendiat på Aarhus Universitet.
Fonde

Udstillingen og den tilhørende udgivelse er støttet af Albani Fonden, Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, Den Faberske Fond, Dronning Margrethes og prins Henriks Fond, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck´s Fond, Møllerens Fond og Statens Kunstfond. Kulturministeriets Forskningsudvalg har støttet forskningen.

Kilde: Faaborg Museum

Faaborg Museum

Grønnegade 75
5600 Faaborg

Tir-søn 11-16

Entré til udstillinger
Under 18 år: Gratis entré

Kontakt

+45 62610645

John Olsen: AFTRYK AF LIV
9 jun 201821 okt 2018

Del

'John Olsen: AFTRYK AF LIV'

Facebook