Johannes Larsens Have
14 apr 201810 jun 2018

I anledning af 150-året for Johannes Larsens fødsel er Sophienholm med til at fejre den berømte maler.

Kunstnerparret Alhed og Johannes Larsen skabte på Møllebakken i Kerteminde et smukt kunstnerhjem med omgivende have fra grunden af. Tilsammen udgjorde hus og have et stort ”Gesamtkunstwerk” – parrets største fælles hovedværk – som gør det muligt her at komme helt tæt på deres fælles livsprojekt. På Møllebakken blev den store naturhave brugt som socialt rum og som motiv – kunstnerisk fortolket af både Alhed og Johannes. Haven var i sig selv et lille paradis og var samtidig en overgangszone og et forbindelsesled mellem hjemmet og den ”vilde” natur.

Også for en anden af Fynbomalerne, Fritz Syberg, fik haven stor betydning både konkret og symbolsk. I 1902 flyttede han sammen med sin hustru, Anna, der også var kunstner, ind på Pilegården blot en kilometer fra Larsenfamilien. Sybergfamilien boede i stuehuset til en bondegård med en tilhørende stor gammel bondehave med mange gamle frugttræer. Sybergparret flyttede således ind i en have, der allerede var anlagt, og som havde en iboende fortælling. Også Sybergparret brugte flittigt haven som både motiv og socialt rum.

Kai Nielsens pige, 1911

De to havehistorier fik imidlertid en vidt forskellig afslutning: Mens Larsenparrets have på Møllebakken siden 1986 har været offentlig museumshave, så brændte Pilegården ned til grunden i 1955. I dag står kun Sybergs Atelier tilbage som det mest synlige tegn på, at der en gang boede en kunstnerfamilie her. I Larsens have er det derimod stadig muligt at opleve det direkte samspil mellem den fysiske kunstnerhave og de kunstneriske fortolkninger af samme. Larsens og Sybergs forestillinger om og fortolkninger af haverne står som vigtige ikoner i dansk kunst.

Johannes Larsens Have på Sophienholm (som i parentes bemærket tidlige har fokuseret på Johannes Larsen som landskabs- og fuglemaler) omfatter i alt syv havetemaer, som når vidt omkring, i form af ca. 100 malerier, tegninger, tryk, fotos m.v. Man vil opleve Barndommens have, Havens ikoner, Nyttehaven, Dyrehaven, Blomsterhaven, Paradisets have og Dødens have. Desuden er der for børn en ”dukkehave”.

I Stadsbibliotekets Gallerigang vises i hele udstillingsperioden en serie på 18 tegninger til H C Andersens: Historien om en Moder, hvor Fritz Syberg har fortolket Dødens Have. Serien har tilhørt det daværende Kunstbibliotek, og opbevares nu på Sophienholm.

I udstillingsperioden er der foruden søndagsomvisningerne: en Salon, et Vennearrangement, samt et havearrangement i Parken d.21. april. Dette også for at markere Sophienholms 50 års jubilæum som udstillingssted!

Kilde: Sophienholm

Sophienholm Kunsthal

Nybrovej 401
2800 Kgs. Lyngby

Tirs-tors 11-20
Fre-søn 11-17

Parken er åben alle dage 7-20

Entre : 75 kr
Studerende / pensionister: 55 kr
Børn under 18 gratis

Der er gratis entré i parken

Kontakt

+45 45976500

Johannes Larsens Have
14 apr 201810 jun 2018

Del

'Johannes Larsens Have'

Facebook