Jesper Palm: Et imaginært parallelunivers
13 sep 201919 okt 2019

Jesper Palm
Jesper Palm: The Pool I, 2019. Pressefoto.

Et imaginært parallelunivers er Jesper Palms nye soloudstilling på Galleri Benoni. Palm beskriver hans maleriske praksis følgende:

Det figurative er indgangen til mine billeder, men ikke i en realistisk forstand. Billederne er gådefulde og opbygget som iscenesatte tableauer med fragmenter fra mange forskellige lokationer. I billederne indgår ligeledes flere forskellige tider, dag og nat eller sommer og vinter. Fragmenterne synes umiddelbart hver for sig realistiske, men i deres kombination danner de et imaginært parallelunivers.

Oplægget til mine malerier tager afsæt i en udførlig skitse- og drejebog. Digitalt kombinerer, varierer og sammensætter jeg egne fotografiske optagelser med forskelligt billedmateriale fra bøger, aviser, film og Google maps.

Jeg eksperimenterer i mine malerier med at gendigte farverne i forhold det konkrete oplæg. Hermed opstår en ekstra forskydning i billedet, på samme måde som en dirigent farver sit partitur med sin egen fortolkning.

For at skabe en kontinuitet i min proces, overfører jeg ofte et delmotiv, – fx en figur eller et landskabsfragment – fra et billede til det næste. Nogle gange næsten skjult andre gange blot spejlvendt. Derved opnår jeg et forløb i min proces – nærmest som i en film.

Billederne inviterer beskueren til selv at deltage i historien. Der er ingen givne løsninger på de indlejrede gåder. Det er modtageren, der fuldender billedet med sin egen forundring.

Mine temaer kredser om eksistentielle spørgsmål. Det kan handle om at krydse en indre såvel som en ydre grænse. Eller det at befinde sig i et ingenmandsland uden andet mål end at undres. Det er et vigtigt mentalt rum, for gennem forundringen kan der skabes indsigt.

Overordnet arbejder jeg med ubestandigheden som et grundvilkår i tilværelsen. I det ubestandige ligger såvel usete muligheder, som iboende potentielle farer. Det er i dette altid nærværende grænseland, et tilsyneladende kendt land, men måske endnu uden navn, at min billedverden tager sit afsæt.

Kilde: Jesper Palm, august 2019, for Galleri Benoni

Galleri Benoni

Galleri Benoni
Store Kongensgade 40
1264 Købenkavn K

Ons-fre 13-17
Lør 13-15 og efter aftale

Gratis entré

Kontakt

+45 26225000

Jesper Palm: Et imaginært parallelunivers
13 sep 201919 okt 2019

Del

'Jesper Palm: Et imaginært parallelunivers'

Facebook