JAN SIVERTSEN: Farven først
2 sep 201729 okt 2017

Jan Sivertsen er dansk billedkunstner og grafiker. Han er uddannet på det Det Kongelige Danske Kunstakademi i København 1977-1982, hos professorerne Sven Dalsgaard, Albert Mertz og Robert Jacobsen. Han arbejder og bor fast i Paris, siden han i 1984 var på studieophold i byen. Han har dog haft et Studie- og arbejdsophold i Berlin fra 2007 til 2011. Men er stadig dansk – og har udstillet på gallerier, museer, samt andre kulturelle institutioner både herhjemme og i England og Frankrig. – Vi har altså at gøre med lidt af en kosmopolit i kunstens verden, som vi nu kan byde velkommen her på Sophienholm.

Jan Sivertsen: Nu inversée, 1979. Tempera og olie på lærred 195×114 cm.

Han har udført adskillige offentlige udsmykninger, bl.a. til Rigshospitalet i København. I flere tilfælde omfatter udsmykningerne glasmaleri udført i samarbejde med glasmester Per Steen Hebsgaard, som man jo lige har kunnet stifte bekendtskab med på Sophienholms seneste udstilling :  Kunsten i Lyset.

Når Jan Sivertsen kalder sin udstilling for Farven Først er det fordi, han på nærmest videnskabelig og filosofisk vis forsøger at komme helt ind til maleriets egentlige væsen. Med udgangspunkt i et værkudvalg af hans tidlige arbejder, som samstilles med en række helt nye store malerier, vises på denne udstilling forskellige aspekter af hans arbejde med maleriet. Et arbejde der følger den samme røde tråd igennem årene, og fremstår med sit helt særegne udtryk. Heri indgår figurationer, tegn og symboler med en markant kolorit.

Udgangspunktet er med andre ord de tidligere anvendte metoder og synsmåder, men malet på nye måder og med andet indhold.

Jan Sivertsens malerier er inden for en konventionel, gammeldags stilbeskrivelse ofte blevet stemplet som abstrakt/ ekspressive, eller måske endda som « romantiske » i citationstegn. Men de rummer andet og mere end det.

Han har lige siden 1979 beskræftiget sig med forholdene imellem maleriet som afbildning og maleriet som objekt – imellem maleriets brug af figuration og dets egen fysiske fremtræden i farve og stof på forskellige måder. Og det er i arbejdet med disse begreber, at de forskellige malerier er blevet til.

Hensigten er ikke en decideret retrospektiv værkudstilling, men mere en udstilling om dét at male, og om dét at tænke i maleri. Maleri som et sprog uden ord.

Udstillingen er arrangeret i samarbejde med KunstCentret Silkeborg Bad, hvor den i 2018 bliver vist 13/1 – 20/4 og derpå også på Det Danske Hus i Paris 5/6 – 15/7.
Der er udgivet et flot, illustreret KATALOG med tekst af kunstredaktør ved Politiken Peter Michael Hornung. Og endvidere en FILM ved fotograf og instruktør Steen Møller Rasmussen.

Kilde: Sophienholm

Sophienholm Kunsthal

Nybrovej 401
2800 Kgs. Lyngby

Tirs-tors 11-20
Fre-søn 11-17

Parken er åben alle dage 7-20

Entre : 75 kr
Studerende / pensionister: 55 kr
Børn under 18 gratis

Der er gratis entré i parken

Kontakt

+45 45976500

JAN SIVERTSEN: Farven først
2 sep 201729 okt 2017

Del

'JAN SIVERTSEN: Farven først'

Facebook