Jan S. Hansen: Populus

16 jun 20185 aug 2018

I døsen, på tærsklen mellem den vågne tilstand og søvnen, bliver tiden elastisk. Tanker og indtryk flyder frit, forgrener sig i associative spring og forbindelser som lysglimt af mening, der undviger fornuftens vanlige slutninger i bevidsthedens tusmørkezone. En tilsvarende let drømmende grundtone løber gennem Jan S. Hansens praksis, hvor forskellige medier, materialer og værkkomponenter stykkes sammen til flertydige allegorier over den menneskelige civilisation. I en form for intuitivt antropologisk studie anlægger kunstneren forskellige blikke på, hvordan vi formes, agerer og udvikler os som individer og samfund i et krydsfelt mellem natur, kultur og teknologi.

På soloudstillingen Populus forfølger Jan S. Hansen dette spor og præsenterer en række nye værker, der spænder over maleri, stentøjsfigurer, skulpturelle objekter og mindre installationer. Som små tableauer eller observationspunkter udgør værkerne absurde opstillinger, gøremål og situationer, i hvilke basale nødvendigheder som redskaber, beklædning og føde kobles til tilværelsens mere åndelige dimensioner, der på surreel vis opbløder virkeligheden og udstillingsrummets faste konturer. Et sted er en hvid skikkelse ved at synke ind i væggen, andetsteds vibrerer en metalkube i et haveskur, og på et stuebord synes en bunke bestik at være suspenderet i et kraftfelt, der sætter de fysiske naturlove ud af spil. Således sitrende bevæger værkerne sig mellem indre og ydre forhold og tilstande i en billedlig sammensvejsning af dualistiske modsætninger og deres traditionelle kløvninger af verden.

Interessen for at gribe bag om menneskeskabte polariteter udspiller sig på materialeplan i Jan S. Hansens karakteristiske sammenstillinger af det køligt industrielle og det taktilt håndværksprægede. Overfor udstillingens repertoire af metalliske readymades giver en serie monokrome malerier et stofligt og abstrakt modspil. Holdt i støvede brungrå nuancer, der snarere virker suget ud af end påført lærredet, består malerierne af minimale kompositioner bygget op af kejtede syninger og broderier samt firkanter i tekstil, som på collagevis er klippet ud og klistret på billedfladen. Med antydninger af horisontlinjer, arkitektoniske former og organiske vækster har motiverne karakter af landskaber eller en art optegnelser, der i lighed med de forhistoriske hulemalerier måske tjener en rituel eller praktisk funktion, men som for os forbliver en gåde.

Som en opdateret version af Klunkehjemmet udgør værkerne tilsammen et syntetisk hverdagsmiljø, der anlægger et både fremad- og tilbageskuende blik på vores levevis samt behov og evner for at tilpasse os nye forhold, men samtidig bevare en forbindelse til noget oprindeligt. Med sit undersøgende perspektiv ansporer udstillingen dog også til en refleksion over, hvor vi aktuelt er på vej hen; hvad vi vælger at tage med i vores kollektive baggage af normer, vaner og værdier, og hvad vi lader tilbage. For som en kuffert fuld af knuste spejle påminder om, brydes hver tidsalder med flere opfattelser af verden.

Kilde: OVERGADEN. Institut for Samtidskunst