Iscenesat natur og liv. Ernst Ludwig Kirchner og Jens Ferdinand Willumsen – de sene værker
10 okt 202031 jan 2021

Willumsen. Pressefoto.

Under Første Verdenskrig valgte den tyske kunstner Ernst Ludwig Kirchner (1880-1938) og danske J.F. Willumsen (1863-1958) at realisere hvert sit individualistiske projekt og stille sig uden for tidens strømninger. De schweiziske bjerge blev fra 1917 den psykisk nedbrudte Kirchners tilflugtssted, mens Willumsen bosatte sig i Sydfrankrig i 1916 og faldt til ro, som han udtrykte det mange år senere. Ingen af de to vendte tilbage til deres respektive hjemlande, men viede resten af livet til at forfølge en personlig kunstnerisk vision i det selvvalgte eksil.

Med udstillingen Iscenesat natur og liv. Ernst Ludwig Kirchner og J.F. Willumsen – de sene værker er det første gang, at en udstilling og ledsagende bog relaterer Willumsens værk til samtidige tendenser på den tyske kunstscene – og mere specifikt til en af de væsentligste repræsentanter for den tyske ekspressionisme, nemlig billedkunstneren Ernst Ludwig Kirchner. Udstillingen er desuden den første store præsentation af Kirchner på et dansk museum.

Sammenstillingen af Kirchner og Willumsen udgør et visuelt overbevisende og nyt perspektiv på en intens, farvestærk og dybt personlig forestilling om det figurative maleri i perioden fra 1910’erne til 1930’erne. Den viser ligheder og koblinger mellem de to kunstnere, både hvad angår deres produktion, kunstsyn og kunstneridentitet. Deres sene værker blev skabt i efterdønningerne af ekspressionismens storhedstid, hvor nye avantgardebevægelser havde indtaget den centrale plads på kunstscenen.

I samme periode valgte Kirchner og Willumsen at gå i en overraskende ens kunstnerisk retning. Deres bjerglandskaber og figurbilleder vidner om indflydelsen fra den vitalistiske kulturstrømning, der løb gennem Europa, såvel som en tidstypisk påvirkning fra filosoffen Friedrich Nietzsche. Begge kunstnere iscenesatte naturen og mennesket i naturen i deres malerier, men de var også stærkt selvbevidste, iscenesatte sig selv som kunstnere og forsøgte at kontrollere receptionen af deres værk og eftermæle gennem en ublu selvmytologisering.

Willumsens Museum

Jenriksvej 4
3600 Frederikssund

Tirs-søn 10-17
1. ons i måneden 10-20

Entré til udstillinger
Under 18 år: Gratis entré

Kontakt

+45 47310773

Iscenesat natur og liv. Ernst Ludwig Kirchner og Jens Ferdinand Willumsen – de sene værker
10 okt 202031 jan 2021

Del

'Iscenesat natur og liv. Ernst Ludwig Kirchner og Jens Ferdinand Willumsen – de sene værker'

Facebook