Inge Ellegaard: Blomster og flyvemaskiner
11 aug 20187 okt 2018

Inge Ellegaard: 8 flyvere på brun bund, 1995

Lørdag d. 11. august 2018 åbner Møstings Hus en retrospektiv udstilling med maleri af billedkunstneren Inge Ellegaard. En udstilling, der kaster lys over en malers produktive liv af tanker og idéer. Inge Ellegaard tilhørte 1980’ernes ’unge vilde’ kunstnere, men nåede i sit korte liv (1953-2010) at udfolde et malerisk talent, som rækker langt længere end de ungdommelige udfoldelser.

”Det kunne have været så smukt og så rigtigt… ”

Hvis ikke lige det var for den lille generende detalje, irritationsmomentet, der gør, at vi må se efter en ekstra gang, kunne Inge Ellegaards billeder af blomster, fisk, fly og bier virke banale.

Men i virkeligheden er Ellegaards malerier alt andet end det.

Inge Ellegaard brød igennem i starten af 1980’erne som en del af det såkaldt ’unge vilde’ maleri med sin stærke personlighed og billeder af rigt varierede temaer og skurrende detaljer, der lurer lige midt i det tilsyneladende pæne og banale. ”Det mystiske ligger i det synlige”, fortæller Ellegaards billeder os, når de snedigt leder os til at revurdere vores første opfattelse.

For under motiverne, og bag de umiddelbart velordnede komponenter, åbner Inge Ellegaard for et rum af oplevelser. Noget skurrer i detaljen. Og ser vi nærmere på hendes malerier, bliver vi opmærksomme på, at det, vi troede vi så, ikke er billedets virkelighed. I Inge Ellegaards malerier hersker andre regler. Regler, som kunstneren selv har udformet.

Elementer balanceres ind i nye sammenhænge. En malemåde gør blomstermotiverne levende som kroppe. Bier gør maleriets ellers så statiske komposition levende. Roser er hvide på en rød baggrund – og netop ikke omvendt.

Inge Ellegaard har efterladt sig et livsværk af koloristisk talent. Et livsværk, der giver nyt liv til motiver, som ellers syntes tyndslidt af kunsthistorien. Ellegaards uafrystelige ubalancer og vanitassymboler demonstrerer advarende, hvordan det smukke ikke altid er smukt – og hvordan noget mere gemmer sig akkurat foran os, hvis vi ellers åbner øjnene.

Udstillingen i Møstings Hus, kurateret af kunsthistoriker og tidligere museumsdirektør for Oluf Høst Museet Jens Henrik Sandberg, kaster nyt lys på en væsentlig kunstner fra ’De Unge Vilde’, som vi gør klogt i hverken at glemme eller overse.

Kilde: Møstings Hus

Møstings

Andebakkesti 5
2000 Frederiksberg

Tirs-fre kl. 11-18
Lør-søn kl. 11-17
Mandag: Lukket

Tilgængelighed:

Niveaufri adgang - nej
Handicaptoilet - nej

Gratis for ledsager - ja

Gratis entré

Kontakt

+45 6913 8090

Inge Ellegaard: Blomster og flyvemaskiner
11 aug 20187 okt 2018

Del

'Inge Ellegaard: Blomster og flyvemaskiner'

Facebook