Indigo Richards: Hi Neighbor!
26 okt 201924 nov 2019

Den dansk-amerikanske maler Indigo Richards bryder med serien Hi Neighbor naboskabets uskrevne regel nummer ét – jeg passer mit, og du passer dit – ved at banke på og bede sine naboer sidde model for sig. I perioden 25. oktober til 16. november 2019 udstilles resultatet på Galleri Sandberg.

Indigo Richards: Apartment C, 2019. Foto: Indigo Richards.

I 2011 portrætterede Richards mænd, der færdedes på bodegaer, men med sine nyeste værker er hun rykket tættere på. Faktisk er hun blevet hjemme. Hun har vendt sig fra de komplet fremmede til de nærmest fremmede: naboerne. De er ikke familie, ikke venner, ikke kolleger – men udgør alligevel en helt særlig type relation.

Naboerne sniger sig ind i ens tankeverden, idet de færdes, hvor man selv gør. Om man vil det eller ej, gør man sig tanker om det liv, der leves i deres stuer, fordi man ikke kan undgå at vide mere om dem end de anonyme mennesker på gaden. Man ved, at deres lys brænder om natten, man har set, hvad de fylder i kurven, når de handler, man gør sig tanker om deres laster og man genkender de mennesker, der siver ind og ud af deres døre. Men man kender dem ikke.

Med dette næsten antropologiske projekt bryder Richards en intim barriere, der for altid ændrer den særlige relation naboerne imellem. Og som betragter af værkerne er tanken om det uundgåelige gensyn påtrængende. For hvad vil der ske nu? Hvordan forandrer Richards portrætter hendes forhold til naboerne? Åbner det døren til nye relationer? Bliver naboen – Tim, Jørgen, Hilde – ven? Uvist. Men sikkert er det, at naboskabet ikke længere er det samme.

For den udenforstående betragter forbliver værkerne billeder af anonyme personer, men vi kan forestille os, at de var vores egen nabo, forestille os deres liv – måske endda finde en mindelse om nogen vi kender i deres blik? Derved bliver de semitransparente portrætter, skabt med rå mængder vand og akrylmaling, til almengyldige menneskelige fremstillinger, der er vedkommende for os alle.

Kilde: Galleri Sandberg

Galleri Sandberg

Vestergade 102, 5000 Odense C

Tirs efter aftale
Ons-fre 11-17
Lør 11-14

Kontakt

70707457

Indigo Richards: Hi Neighbor!
26 okt 201924 nov 2019

Del

'Indigo Richards: Hi Neighbor!'

Facebook