Ida Sønder Thorhauge: Between Eternity and Time
13 aug 202110 okt 2021

Ida Sønder Thorhauge: A Storm is Brewing, detalje, 2021.

At være kvindelig maler er en kamp mod en kunsthistorie, som altid allerede er domineret af mænd. På Overgaden går Ida Sønder Thorhauge (f. 1990) ufortrødent ind i denne historie og gør den til sin egen: Hendes nye serie af storskala oliemalerier med arkaiske motiver tilbageerobrer en repræsentation, der ellers sjældent spirer fra feministisk tænkning.

Thorhauge maler nøgne mennesker i naturen, muskuløse heste, dødningehoveder og sommerfugle. Men ved at bruge disse velkendte, symboltunge motiver muliggør hun en grundlæggende gentænkning af denne type billeder. Blikket på maleriernes kroppe, hvis køn er svære at bestemme, lader til at tilhøre kroppene selv. Hestene er blide, snarere end de er kampdyr.

I soloudstillingen af Ida Sønder Thorhauge udfolder der sig en verden af androgyne figurer i flere generationer, måneskin, blomster, sommerfugle og smukt, snoet hår. Thorhauges værker emmer af en genkendelig yndighed, men de bærer også på en dunkel fornemmelse af hemmeligheder og uro. De menneskelige figurer har et ubestemmeligt humør og deres baggrunde viser opløste nattelandskaber og gådefulde måner. Forhandlinger mellem styrke og skrøbelighed er tilstede overalt. En subtil dualisme og en kærlighed til mellemrummene samler sig i et udtryk, der er lige så helstøbt, som det er underspillet og udfordrende.

Thorhauges maleriverdener punkterer de figurative mytologier en efter en. Når klicheer bæres som smykker, kan de få nye liv.

Kilde: Overgaden. Institut for Samtidskunst

O - Overgaden. Institut for Samtidskunst

Overgaden Neden Vandet 17
1414 København K

Tir-ons-fre 13-18
Tor 13-20
Lør-søn 11-18

Gratis entré

Kontakt

+45 3257 7273

Ida Sønder Thorhauge: Between Eternity and Time
13 aug 202110 okt 2021

Del

'Ida Sønder Thorhauge: Between Eternity and Time'

Facebook