I HUS: Milena Bonifacini og Bodil Nielsen
6 jan 201811 feb 2018

Det er et tilsyneladende hjemligt miljø, der møder én, når man træder ind i Milena Bonifacinis og Bodil Nielsens udstilling I HUS. Ved at anvende møbler og tekstiler og andre genkendelige dagligdagsgenstande har Bonifacini og Nielsen skabt en installation i Møstings Hus’ lavloftede rum, der vækker genkendelighed. Men samtidig tilføjer de mere eller mindre definerbare værkformer af skulpturelle objekter og tekstiler en association til kunstneriske halvfabrikata.

I værkernes særlige stoflighed og detaljer kan besøgende studere og aflæse genkendelige elementer, der dog i kraft af værkernes udformning og materialitet får en næsten abstrakt karakter. Der opstår i dette paradoksale sammenstød en betydningsmæssig flydende zone, og som besøgende kan man fyldes med en undren over kollisionen mellem hverdagsgenstandene, de kuriøse kunstobjekter, farverne og ikke mindst skalaforholdene. Udstillingen peger med sin titel og sine referencer på den hjemlige sfæres teatralske og æstetiske potentialer, og giver den besøgende et nyt blik på hjemmets iscenesættelse.

Pressefoto

Begge kunstnere har i en årrække arbejdet med at lade maleriet træde ud af egne rammer for i stedet at udstrække sig i rummet. I Bonifacinis tilfælde ved at lade organiske former materialisere sig uden for maleriets rum i form af papmachéfigurer og malede objekter. Nielsen har inden for de seneste år arbejdet med at lade former og farver udfolde sig i rummet som blomsterbede eller bemalede gulvtæpper.

Bonifacini og Nielsen præsenterer sammen et elastisk værkbegreb, hvor det ophøjede, det kropslige og det stoflige støder sammen og skaber en legende og eventyrlig scene, hvor det hjemmevante forrykkes og antager uventede former.

Kilde: Møstings Hus

Møstings

Andebakkesti 5
2000 Frederiksberg

Tirs-fre kl. 11-18
Lør-søn kl. 11-17
Mandag: Lukket

Tilgængelighed:

Niveaufri adgang - nej
Handicaptoilet - nej

Gratis for ledsager - ja

Gratis entré

Kontakt

+45 6913 8090

I HUS: Milena Bonifacini og Bodil Nielsen
6 jan 201811 feb 2018

Del

'I HUS: Milena Bonifacini og Bodil Nielsen'

Facebook