HuskMitNavn: TEGN
29 aug 20186 jan 2019

Anbefalet under Det skal du se! uge 35
Igennem et hul i væggen bevæger man sig ind i kunstneren HuskMitNavns farverige fortolkning af verden i den nye store familieudstilling TEGN. 

TEGN er den hidtil største samlede præsentation af værker af den danske kunstner HuskMitNavn, og det bliver en sanselig, humoristisk og interagerende udstilling for hele familien. Udstillingen er skabt til Nikolaj Kunsthal, så det bliver på alle måder en unik og tankevækkende oplevelse, da det nu for første gang bliver muligt at bevæge sig rundt i HuskMitNavns univers. Nedre Galleri i Nikolaj Kunsthal præsenterer HuskMitNavns indgangsvinkel til den verden, vi er en del af til daglig. Udstillingen stiller på en legende og udforskende måde spørgsmålstegn ved vores egne vaner, grænser og samfundsregler.

Pressefoto

I udstillingen kan besøgende opleve forskellige miljøer skabt af kunstneren, bl.a. gennem hans karakteristiske figurer, der er malet i personstørrelse på vægge og søjler. Derudover vil det være muligt at se flere hundrede af HuskMitNavns humoristiske folde-tegninger, hvor et hvidt A4 ark forvandles til tredimensionelle skulpturer. Når man besøger udstillingen, vil man også selv have mulighed for at teste sine tegnefærdigheder. Det er bl.a. muligt at male på en togvogn, eller teste sine grænser ved at forcere en bevogtet og videoovervåget afspærring for at komme ind til en samling af guldrammer, hvor besøgende selv kan skabe motiver til ’museet’. På den måde er besøgende selv med til at skabe og udvide udstillingen.

“HuskMitNavns udstilling TEGN skriver sig ind i en lang tradition for sanseudstillinger i Nikolaj Kunsthal og adskiller sig samtidig markant fra, hvad vi hidtil har set. For første gang opleves det unikke kirkerum med store farverige vægmalerier fra gulv til loft, et markant billedunivers, der sætter nye standarder for hvordan rummet tages i brug af både kunstner og besøgende”. – Helene Nyborg, kurator og daglig leder af Nikolaj Kunsthal.

”Jeg glæder mig til at opleve udstillingen med HuskMitNavn. For mig er her tale om kunst i dets mest legende og imødekommende form. Og så formår HuskMitNavn ofte at lave kunst, der i den grad forholder sig til den verden, vi lever i med alle de udfordringer, der følger med,” siger kultur- og fritidsborgmester, Niko Grünfeld.

Kilde: Nikolaj Kunsthal

Nikolaj Kunsthal

Nikolaj Plads 10
1067 København K

Tir-fre 12-18, lør-søn 11-17

Entré til udstillinger
Gratis entré om onsdagen
17 år og derunder samt pensionister: Gratis

Kontakt

+45 3318 1780

HuskMitNavn: TEGN
29 aug 20186 jan 2019

Del

'HuskMitNavn: TEGN'

Facebook