Holger Højbjerg & Julie Stavad: Big Shades
5 apr 201918 maj 2019

Big Shades er en duo-udstilling af Julie Stavad og Holger Højbjerg. De to kunstneres værker sættes over for hinanden, og på tværs af medie, materialer og motiver opstår et fællesskab for det umiddelbare og det præcise. Hvor Julie Stavads skulpturer ofte bringer kroppen i spil gennem skalaspring og stoflige kontraster, arbejder Holger Højbjerg i sine malerier med et allerede eksisterende billedmateriale fra bl.a. kunsthistorien og populærkulturen.

Pressefoto.
Pressefoto.
Til udstillingen har Julie Stavad skabt en serie af fem værker i koldvalset pladestål, metalrør – og stænger. Med udgangspunkt i et lille smykke, en brystbaseret broche, har Stavad forstørret og forvredet objektets dele til selvstændige skulpturer, der nu står på egne ben i udstillingsrummet. Gruppen af Stavads værker er i menneskehøjde og står som en slags spejle oprejst på gulvet – sammen med beskueren. Med formgivningsprocessen som et slags motiv fremstår Stavads værker bankede, ridsede og med en form for øjne efterladt af de svejsninger, skulpturerne kræver for at kunne stå selv.

I forbindelse med udstillingen har Holger Højbjerg skabt en serie af malerier på lærred med spray- og akrylmaling. Højbjerg gør ofte brug af symboler og referencer som hver især har noget iboende. Den konstante strøm af billeder, der til hverdag passerer os, italesætter Højbjerg visuelt ved at tage genkendelige motiver ud af en kontekst og sætte dem i en ny. Det er igennem de forskellige lag/overlap af betydning, at der opstår et spændingsfelt mellem historie og hverdag. Èt billede, bliver billede på noget andet.

Julie Stavad (f. 1987) dimitterede fra Det Jyske Kunstakademi i 2015 og har siden deltaget i en lang række udstillinger i ind- og udland. Julie Stavad er bl.a. repræsenteret i Aarhus Kommunes og Statens Kunstfonds samlinger. Stavad er modtager af en række legater, heriblandt Astrid Noacks Legat i 2018, der efterfulgte hendes første museumssoloudstilling på Holstebro Kunstmuseum. Stavads værker til udstillingen på Charlotte Fogh Gallery er skabt med støtte fra Aarhus Kommunes Kunstråd og Statens Værksteder for Kunst.

Holger Højbjerg (f. 1989) dimitterede fra Det Jyske Kunstakademi i 2018 med en afgangsudstilling på Kunsthal Aarhus. Derudover er Højbjergs værker senest blevet vist på Code Art Fair 2019 og Art Herning 2019. Højbjerg er bl.a. repræsenteret i Aalborg Kommunes- og Statens Kunstfonds samlinger.

Kilde Charlotte Fogh Gallery

Charlotte Fogh Gallery

Åboulevarden 43C
8000 Århus C

Tirs-fre 11-17.30
Lør 11-15

Gratis entré

Kontakt

+45 29297105

Holger Højbjerg & Julie Stavad: Big Shades
5 apr 201918 maj 2019

Del

'Holger Højbjerg & Julie Stavad: Big Shades'

Facebook