Henriette Hellstern: Indre Atlas – En Malerisk Obduktion
11 mar 201815 apr 2018

Indre Atlas er billedkunstneren Henriette Hellsterns tredje soloudstilling i Main galleriet i Galleri NB i Viborg. Hun er uddannet ved Det Fynske Kunstakademi i 2011. Gennem karrieren har den 38-årige kvinde, der oprindelig er fra Østjylland, udstillet sin udtryks- og indsigtsfulde, ekspressionistiske samtidskunst i store dele af verden. I sit atelier på Amager skaber Henriette Hellstern den kunst, der allerede har bragt hende til New York, San Francisco, Firenze, Vilnius, Sofia, Berlin samt Charlottenborgs Forårsudstilling og nu for tredje gang til Viborg. Hun er desuden aktuel med en udstilling i Brisbane, Australien og til marts kommer turen så til Galleri NB. Desuden har hun modtaget fornemme priser i Frankfurt og Tallinn.

Kroppens evne til at huske

Fælles for hendes værker er, at de er abstraktioner over kroppens anatomi og dyrker kroppens sprog. Til Indre Atlas-udstillingen har Henriette Hellstern så at sige obduceret kroppen med pensel og maling. Hendes atelier flyder med maleriske, ikke kønnede legemsdele i hendes arbejde med at afdække kroppen og dens evne til at erindre på både godt og ondt – blandt andre den lille nakkehvirvel ’Atlas’, der også har lagt navn til udstillingen.

’Atlas’ er både en samling af landkort, men også den 37 gram tunge nakkehvirvel, der gør, at vi kan nikke ja med hovedet. På flere måder en livsvigtig mekanisme. Nikker vi ja på det forkerte tidspunkt, kan det få konsekvenser. Og bliver Atlas-hvirvlen beskadiget, kan det gøre ondt i hele kroppen.

”Ja’et er min akilleshæl. Jeg har meget svært ved at sige fra. Derfor har jeg hængt et ’nej!’-skilt op i mit atelier, så jeg hele tiden bliver mindet om, at jeg ikke skal sige ja til alt. Jeg skal ikke involvere mig i det hele,” siger billedkunstneren.

Henriette Hellstern. Pressefoto

Værkerne bliver malet på gulvet
I sin aktuelle udstilling bruger Henriette Hellstern et asymmetrisk format til at give sine værker et udtryk, der rækker ud over det rektangulære format, og giver værket en ekstra dimension. Hun bruger endvidere en teknik, hvor hun ’åbner’ værket ved at lave de første penselstrøg på det væghængte lærred, for derefter at lægge det gulvet, hvor der viser sig nye vinkler på maleriet, og en ny tilgang til det endelige værk.

”Jeg ser kunsten som en vigtig dialogskaber og mine værker om kroppens sprog omhandler noget så basalt som “hvordan det er at være menneske lige nu,”” siger Henriette Hellstern, der lever med sin regnbuefamilie i huset, der ligger i forlængelse af atelieret.

Hendes vision med sin kunst er at skabe et rum, hvor vi kan kommunikere med hinanden på tværs af skel. Et maleri, der kan synes svært at tale om, kan i virkeligheden anskues ud fra det enkeltes menneskes situation og liv. Og når vi lytter til hinandens anskuelser, kan vi blive klogere på hinanden, og hvem ved måske mere empatiske?

”Mine tentakler er altid ude og mit ekspressive følsomme jeg rammes af dagligdagens grusomheder og uretfærdigheder men også af håbet. Hvis mine værker og min person, min historie og erfaringer kan gøre verden til et mere spændende sted – et bedre sted, er mit mål nået.”

Kilde: Galleri NB Viborg

 

 

Galleri NB Viborg

Sct. Mathias Gade 14
8800 Viborg

Man-fre 12-17, søn 12-16, eller efter aftale

Gratis entré

Kontakt

+45 86628224

Henriette Hellstern: Indre Atlas – En Malerisk Obduktion
11 mar 201815 apr 2018

Del

'Henriette Hellstern: Indre Atlas - En Malerisk Obduktion'

Facebook