Heine Kjærgaard Klausen: I figure
7 okt 201711 nov 2017

I Figure er Heine Kjærgaard Klausens anden soloudstilling i SPECTA. Kendetegnende for Heine Kjærgaard Klausens arbejde er, at han er optaget af at blotte det, som vi oftest gerne vil skjule. Som udstillingstitlens dobbelttydige ordspil antyder, retter han i en række nye skulpturer og videoværker fokus på forholdet mellem det, man ser og det, der bæres indenunder.

Heine Kjærgaard Klausen: Still fra videoen Don’t Give Up, 2017. Pressefoto

Heine Kjærgaard Klausen præsenterer bl.a. tre skateboards, der hænger på væggen. På dem er korte udsagn, støbt i tin. Det er udsagn, der konfronterer overgangen fra ung til voksen, et uskyldstab – og det er til at tage og føle på. Inspirationen kommer fra Larry Clarks film (f.eks. Ken Park, 2002, og Kids, 1995) hvor unge, virile drenge kører rundt på skateboards, alt imens de roder rundt og leder efter et ståsted og en udvej, væk hjemmefra.

På samme måde som Larry Clark har søgt at vride vrangen ud på det tilsyneladende sorgløse ungdomsliv og vise det i al sin gru, og hvad det kan medføre, så fremhæver Heine Kjærgaard Klausen også det, der er mindre kønt i sine skulpturer. Det er afstøbninger af fine porcelænsfigurer, men ikke figurerne, som vi ser dem, derimod af deres indre. Det er her, de ikke er perfekte, og her de i hans øjne bliver interessante modspil til det polerede ydre.

Det gælder også i nye videoværker, hvor han giver sig selv de benspænd, der sikrer, at han selv fremstår menneskelig og fuld af fejl: udgangspunktet har været det, han IKKE synes han er god til… at synge, danse og spille!
Og det er kernen i Heine Kjærgaard Klausens værker: at tage fat i det som vi betragter som dybt banalt, hverdagsagtigt og enkelt – og vise, hvor umådeligt kompliceret det egentlig også er.

Heine Kjærgaard Klausen (DK, 1978) er uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i København i 2006. Blandt hans seneste udstillinger er Oceans Breathe Salty (N.Y.), Everyone Will Crawl (Møstings Hus), Paperman, Plasticface, Candyheart i SPECTA, Engros (Valby), Beach Boys (Sydhavn Station). Heine Kjærgaard Klausens værker har været udstillet på en række institutioner som Brandts i Odense, på Thorvaldsens Museum, Overgaden, Viborg Kunsthal mv. Heine Kjærgaard Klausen modtager Statens Kunstfonds treårige legat.

Kilde: SPECTA

SPECTA

Peder Skrams Gade 13
1054 København K

Tilgængelighed:

Niveaufri adgang - nej

Handicaptoilet - nej
Gratis for ledsager - ja

Tirs-fre 12-17:30
Lør 11-14 og efter aftale

Gratis entré

Kontakt

+45 33130123

Heine Kjærgaard Klausen: I figure
7 okt 201711 nov 2017

Del

'Heine Kjærgaard Klausen: I figure'

Facebook