Haroon Mirza: Dancing with the Unknown
16 feb 201813 maj 2018

Anbefalet under Det skal du se! uge 7
Den britiske kunstner Haroon Mirza beskriver sig selv som en komponist, der komponerer med elektricitet og skaber atmosfæriske omgivelser gennem lyd, musik, video og installationer. Han udforsker det komplekse i vores verden og undersøger og udstiller det ved at blande videnskabens logik med antropologisk og intuitiv forståelse.

Haroon Mirza har vundet stor international anerkendelse for sine installationer, der viser samspillet og friktionen mellem lyd, lysbølger og elektrisk strøm. Nu får også danskerne en chance for at gå på opdagelse i den britiske kunstners komplekse univers, når Nikolaj Kunsthal præsenterer udstillingen Dancing with the Unknown i Nikolaj Kunsthal.

Haroon Mirza er blandt andet kendt for at skabe kinetiske virkninger via lyd og mekaniske omdrejningspunkter i sine installationer. Han undersøger nye former for interaktion mellem værk, beskuer og rum i en krydsning mellem installation, skulptur og performance. Man kan som beskuer altså godt forvente at få både en sanselig oplevelse og noget at tænke over, når man oplever Haroon Mirza.

Pressefoto

Udstillingen Dancing with the Unknown vises i Nedre Galleri, og her vil man kunne opleve tre installationer af den britiske kunstner, der sætter bygningens arkitektur i spil, bl.a. ved at belyse buerne mellem hovedskib og sideskibe. Installationen /// /// Feat. Tim Burgess & Nik Void, er en lyd- og lysinstallation bestående af fire projektioner og 12 fritstående højtalere. Man kan opleve et lyd- og lystæt rum, som den besøgende kan forsvinde ind i – og opleve en vandstråle, der er forstærket af både lys og lyd. Resultatet er en stærk sanselig oplevelse, der er typisk for den engelske kunstner. Værket Light Light Light er fremstillet særligt til Nikolaj Kunsthal og består bl.a. af solceller, der aktiveres af lysindfaldet gennem et af bygningens gotiske vinduer.

”Med udstillingen ønsker vi at præsentere en ny kunstner af international klasse for det danske publikum, der både arbejder med nye teknologier, og som samtidig trækker tråde tilbage i kunsthistorien. Man kan i Mirzas arbejde se referencer til 1960ernes Fluxus-kunst, hvilket giver en særlig tilknytning til Nikolaj Kunsthals rum, hvor en del af datidens Fluxus-koncerter fandt sted,” lyder det fra Helene Nyborg, udstillingskoordinator i Nikolaj Kunsthal.

”Vi er stolte over, at vi i Nikolaj Kunsthal har et udstillingsrum i København, der kan invitere og tiltrække en international kunstner som Haroon Mirza til byen. Mirzas installationer er både sanselige og dybt intelligente, og jeg glæder mig til at opleve dem,” lyder det fra Niko Grünfeld (Å), kultur- og fritidsborgmester.

Kilde: Nikolaj Kunsthal

Nikolaj Kunsthal

Nikolaj Plads 10
1067 København K

Tir-fre 12-18, lør-søn 11-17

Entré til udstillinger
Gratis entré om onsdagen
17 år og derunder samt pensionister: Gratis

Kontakt

+45 3318 1780

Haroon Mirza: Dancing with the Unknown
16 feb 201813 maj 2018

Del

'Haroon Mirza: Dancing with the Unknown'

Facebook