Hår har magt. Til at tiltrække, frastøde, flytte fokus, mystificere, erotisere, provokere og forskønne. Der skal ikke meget til for at forstyrre den hårfine balance i måden, vi agerer hårmæssigt i sociale kontekster. Tabuerne trives og er i mange tilfælde uerkendte.
Udstillingen vil give bud på, hvordan samtidens kunstnere/kunsthåndværkere/designere arbejder med hår som katalysator og med adgang til intimsfærer og sociokulturelle fænomener. I nogle værker er håret inddraget, helt bogstaveligt, som materiale. Andre kunstnere anvender hårs karakter, udtrykt i materialer så væsensforskellige fra hår som porcelæn og træ. Sammensætningen af udstillere er en blanding af danske og udenlandske, som vil vise mangfoldighed i tilgange, udformninger, materialebrug og kunstneriske udtryk.

I tilknytning til udstillingen afholdes et symposium d. 1. oktober, med artist talks og oplæg med kunstneriske, filosofiske og sociologiske vinkler på emnet.
HINT project – alias Mariko Wada og Sanne Ransby – organiserer en række udstillinger og arrangementer om og med kunstneriske udtryk, skabt med kunsthåndværksmæssige arbejdsprocesser og materialetilgange.
Kilde: HINT project