Gabriele Münter
3 maj 201819 aug 2018

Sommerens store udstilling på Louisiana er en omfattende præsentation af den tyske kunstner Gabriele Münters maleriske værk med omkring 140 værker, hvoraf flere vises for første gang.

Den tyske maler Gabriele Münter (1877-1962), en af de væsentligste repræsentanter i tysk ekspressionisme og medlem af kunstnergruppen ”Der Blaue Reiter”, deltog aktivt i det moderne maleris gennembrud i München omkring 1910. Münters samlede værk har hidtil ikke optaget megen plads i kunsthistorien. Oftest er hun blevet udstillet og fortolket i sammenhæng med hendes forhold til og samarbejde med den russiske maler Wassily Kandinsky (1866-1944) i årene omkring kunstnergruppen ”Der Blaue Reiter” (1911-1914). Louisianas udstilling folder for første gang siden 1992 hele Münters livsværk ud og præsenterer kunstneren i sin egen ret.

Gabriele Münter: Kahnfahrt, 1910. Milwaukee Art Museum, Gave fra Mrs. Harry Lynde Bradley. © Gabriele Münter und Johannes Eichner-Stiftung, München: VISDA 2018. Foto: Efraim Lever.

Udstillingens fokus er lagt på hendes kunstneriske proces og hendes konfrontationer med kunstneriske og tematiske spørgsmål. Det er udstillingens ønske at bidrage til en udvidelse af et hidtil snævert blik på Münters oeuvre ved at åbne for nye facetter i hendes værk og dermed fremhæve dets stilistiske mangfoldighed og kunstneriske selvstændighed. Hendes maleri er kendetegnet ved en umiddelbar registrering af det sete, en stærkt lysende kolorit og et forenklet formsprog.

Udstillingen
I tematiske nedslag, som tydeliggør både kunstneriske brud og gennemgående træk, kaster udstillingen et nutidigt blik på kunstnerens samlede værk. Temaerne spænder fra klassiske genrer som landskab, portræt og interiør til kapitler, der uddyber Münters mellemværende med ’Neue Sachlichkeit’ (ny saglighed) og abstraktion til hendes optagethed af fremmede kulturer, folkekunst og børnetegninger. For første gang vises desuden en større gruppe af Münters tidlige fotografier, som Gabriele Münter tog på en rejse gennem USA som 21-årig, sammen med hendes malerier. Udstillingen præsenterer omkring 140 værker fra seks årtier, som viser, hvordan Münter konstant afsøger nye udtryksmuligheder og maleriske løsninger. Mange af de udstillede malerier har ikke været vist tidligere, og udstillingen tilbyder således et nuanceret overblik over hendes markante og stilistisk komplekse maleriske produktion med mulighed for at dykke ned i særlige aspekter af Münters virke. Størstedelen af de udstillede værker stammer fra Gabriele Münter- und Johannes Eichner-Stiftung i München, suppleret med sjældne lån fra privatsamlinger og museer i Europa og USA. Udstillingen vises i museets Sydfløj, og scenografien er tilrettelagt af udstillingsarkitekt Maya Lahmy.

Kilde: Louisiana Museum of Modern Art

Louisiana Museum of Modern Art

Gl. Strandvej 13
3050 Humlebæk

Tilgængelighed:
Niveaufri adgang - ja
Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - nej

Man lukket
Tirs-fre kl. 11-22
Lør-søn kl. 11-18

Entré til museet
Voksen 145 Kr.
Studerende 125 Kr.

Kontakt

+45 4919 0719

Gabriele Münter
3 maj 201819 aug 2018

Del

'Gabriele Münter'

Facebook