Frederikshavnere fejrer byens jubilæum
5 maj 201823 jun 2018

Lørdag den 5. maj ferniserer Frederikshavn Kunstmuseum endnu en udstilling i rækken Frederikshavnere fejrer byens jubilæum

Anne Lindhardt
Arbejder med olie- og akrylmaleri, stentøjsler og tekstil/stoftryk. Har udstillet siden 1993 på gallerier, museer og i kunstforeninger.
Mit maleunivers består mest af kvinder – forventningsfulde – underfundige – tænk-somme, kombineret med andre væsner, blomster, planter, krukker og landskaber. Jeg maler i mange lag og starter med flere lag akrylmaling inden oliemalingen afslutter maleriet.
Er med i kunstnerkollektivet Virak, som har eget galleri i Frederikshavn.

Ella Eisenhardt
Jeg arbejder med blåler og begitninger, som de gamle pottemagere. Det at dekorere, synes jeg, er det sjove. Jeg bestræber mig på et let og lyst udtryk.

Antonio Viviano
Illustrator, tegner og kunstner. Født på Sicilien i Italien i 1960.
Har gennem mange år perfektioneret sin teknik inden for akvarel. Der er et paradoks i akvarelteknikken som Viviano konstant forholder sig til, netop det udflydende og drømmeriske i vandets møde med papiret og det præcise i figurernes optegning. Viviano bevæger sig i et figurativt univers, hvor klassisk erotisk tegneserie, Chagall’s naivistiske surrealisme, og en solidt funderet italiensk tradition om håndværk og kompetence kommer til udtryk. Viviano arbejder prismatisk i jordens farver, hvilket giver motiver en umiddelbar forbundet med kroppen. Sicilien er fuld af mytologi og historie, en søgen mod historie og rødder, og kroppen er altid vores forbindelse til dette. Kroppen er også en almen arketype – kvinder, mænd, heste osv. – der favner os uanset hvor vi er. Viviano bringer det varme umberfarvede univers til det flygtige og lyse nord, og forsøger at skabe et møde. Et spil og møde, hvor sjæl og krop kan falde til ro, og måske skabe et tilflugtssted – Lars Botin

Ole Mandrup
Skulptør gennem mange år efterhånden. Jeg er langt hen ad vejen selv-lært, men er særdeles godt hjulpet på vej af billedhugger og maler Poul ”Phuzzy” Winter Pedersen. Mit
primære medie er lertøj/stentøj. Jeg modellerer såvel klassisk med model, men også – og også mest – mere frigjort og uden direkte oplæg. Oftest med små spøjse skikkelser med et tilstræbt tegne-serieagtigt og til tider satirisk tilsnit.

Erna Iversen
Uddannet på Århus kunstakademi. Modtaget undervisning af bl.a. Line Sandvad Mengers, Frits Bro Pedersen, Adam Gabriel, Mable Rose og Lene Palm Larsen. Udannet som seminarielærer og lektor i pædagogik, og er formnings- og håndarbejdslærer – har undervist i billedkunst og vævning på Lærer- og pædagog-seminariet. Dagligt arbejder jeg fortrinsvis med billeder i olie- og akrylmaling, men jeg har også eksperimenteret med forskellige blandformer gennem mange år. Motiverne er abstrakte, jeg er inspireret af skrot, sten, naturen, mennesket og ind imellem sniger der sig også blomstermotiver ind. Jeg arbejder meget med farven, lyset og stemningen i mine motiver. Jeg eksperimenterer meget, det er min måde at udvikle værkerne på.

Irene og Per Frøsig
Irene og Per Frøsig er uddannet på Danmarks Designskole, København i 1986. Keramisk formgivere. Kunsthåndværkerskolen. De arbejder med udsmykningsopgaver store og små samt mindre serier udført i stentøj. Speciale i håndvaske, borde.

Lone Johannessen
Jeg er uddannet billedkunstlærer og bl.a. gennemført kurser på Århus Kunstakademi og læst kunsthistorie på Århus Åbent Universitet. Jeg arbejder mest med olie, men også med akryl, farvekridt og collage. Min inspiration finder jeg i naturens former, linjer og farver, men dyr fascinerer mig også.

Pia Gajhede
Født i Nyboder i København, flyttede til Frederikshavn som 7 årig. Er opvokset i skoven så naturen har altid haft en stor betydning. Rejser og fremmede kulturer giver også megen inspiration. Farver betyder ligeledes meget for mig, de bringer mig stor glæde. Jeg har deltaget på kurser både hos dygtige kunstnere og på fagskoler og Hollufgård,Odense. Har deltaget i udstillinger på gallerier og i kunstforeninger i Danmark og Sverige. Min inspiration finder jeg gennem mine rejser og nysgerrighed i mit møde med fremmede kulturer og landskaber.

Marta Jørgensen
Født i 1953, og modellerer unika stentøjsfigurer. Marta har galleri i Vesterø Mejeriby, hvor hun udstiller. Marta Jørgensen arbejder med et univers, hvor fantasien ingen grænser har. Gennem hendes hænder formes dødt ler til levede stentøj. Marta Jørgensens evne til at skabe er både fascinerende og gribende. Det er som om leret i hendes hænder bliver lidt ubeslutsomt – som det aldrig helt ved hvor det vil hen. Fugle bliver til skåle, kvinder til træer og mænd til fisk. Ens syn på verdenen bliver vendt på hovedet. Er skarven fiskeren, eller er det fiskeren der er skarven?? Hver eneste værk gemmer på en historie, og det er aldrig den man først tror det er. Marta Jørgensens figurer opererer på flere lag. Nogle afkodes hurtigt, mens andre figurer kræver at man lige sætter sig ned og bliver bekendte med hinanden. Et er sikkert, Marta Jørgensens værker vil altid noget, og de vil altid underholde, og inspirere os.

Marianne Trenskow
Jeg er pensioneret lektor i pædagogik og æstetiske læreprocesser. Efter endt arbejdsliv startede jeg uddannelse på Aarhus Kunstakademi i 2011. Sideløbende deltog jeg i tre on-line kurser på MoMa , New York. Debuterede 2014 på den censurerede Nordkraftudstilling. Fik samme år publikumsprisen på HC Andersen Festivalen på Filosoffen Odense. Har desuden udstillet på censurerede udstillinger på Dronninglund Kunstcenter og Gimsinghoved, Struer.
Materialer og tekstur: I mine malerier arbejder jeg med “ren form” med inspiration fra Sven Engelind og Johannes Hofmeister. Desuden eksperimenterer jeg med bølgepap- både figurativt og collografisk.

Ove Bering
Mit bidrag til denne udstilling er primært grafik. De klassiske teknikker er alle repræsenteret. Endvidere mange kombinationer, der opstår ved forskellige eksperimenter. Mine motiver kredser normalt om to elementer, dels figur/figurer i et forsøg på at skildre tilværelsen symbolsk og dels imaginære landskaber, for begge kategoriers vedkommende ofte i en melankolsk tone /stemning. Dertil kommer de uundgåelige ”sidespring” med lyst til at afprøve nye materialer og måder at gøre tingene på. Den grafiske udtryksform har altid interesseret mig med dens forskellige teknikkers særegne karakter og intensitet.

Kilde: Frederikhavn Kunstmuseum

Frederikshavn Kunstmuseum

Parallelvej 14
9900 Frederikshavn

Tirs-lør 10-16

Entré til udstillinger
Under 16 år og studerende: Gratis entré

Kontakt

+45 98459080

Del

'Frederikshavnere fejrer byens jubilæum'

Facebook