Frances Goodman: Spit – Swallow
13 jan 201817 feb 2018

I SPECTA er vi meget glade for at præsentere vores tredje solo-udstilling af den sydafrikanske kunstner Frances Goodman. Udstillingens titel Spit – Swallow er sigende for Goodmans praksis: omdrejningspunktet er feminin identitet, både den, der pålægges kvinder udefra igennem medier og sociale forventninger og samtidig den, de pålægger sig selv. En vekselvirkning og et powerplay mellem at omfavne og undsige moral og begær, som vi præsenteres for i medier, pop- og mainstreamkultur.

Og Frances Goodman skruer helt op for virkemidlerne. Fire blomster som umiddelbart forbindes med noget feminint og uskyldigt, optræder i Goodmans udgave som kødædende og lystfulde skulpturer udført i kunstige negle. Med fremstrakte tunger besidder de forførende og begærlige blomster en pågående og nærmest vulgær stemning.

Frances Goodman: Lady Danger, 2016. Sequins on Printed Steel, 96×73 cm

Materialerne, som Frances Goodman benytter sig af, er oftest alt andet end klassiske kunst-medier: falske øjenvipper, perler, kunstige negle og pailletter er bare nogle. Det er materialer, der er tydeligt associeret med det feminine, og som understreger hendes fokus på skønhedsregimer, begær og virkemidler. Samtidig leder selve udførelsen af værkerne tankerne på en nærmest OCD-agtig adfærd i den ekstreme repetition, værkerne afkræver. Det gælder også udstillingens tre store paillet-malerier, som alle er håndsyede pailletter på lærred. Et svimlende arbejde, der frembringer et nærmest fortryllende blik på motiverne hentet fra film-stills af kvinder i æggende positioner.

I sit statement Woman VS. The World, taler Frances Goodman om, at kvinder ved at acceptere og dyrke mediernes og kulturens kvindesyn, også er med til at styrke dem. Men, som hun påpeger, de skal så bruges til kvindernes egen fordel, for i sidste ende – ” (…) vores tøj er vores camouflage, vores falske øjenvipper vores visir, vores makeup vores krigsmaling og vores falske negle vores bajonetter. Slag vindes på slagmarken, og således må vi kæmpe.”

Kilde: SPECTA

SPECTA

Peder Skrams Gade 13
1054 København K

Tilgængelighed:

Niveaufri adgang - nej

Handicaptoilet - nej
Gratis for ledsager - ja

Tirs-fre 12-17:30
Lør 11-14 og efter aftale

Gratis entré

Kontakt

+45 33130123

Frances Goodman: Spit – Swallow
13 jan 201817 feb 2018

Del

'Frances Goodman: Spit – Swallow'

Facebook