Forvandlinger i gips
19 apr 201826 aug 2018

Porøst og formbart. Snehvidt eller gulnet. Hyldet men skjult. Gips spiller hovedrollen på ny udstilling på KØS Forvandlinger i gips. Med udstillingen bringer KØS det på én gang elskede og ringeagtede materiale frem i lyset og viser gipsens mangfoldighed – som materiale for monumentale værker, kunstneriske processer og eksperimenter.

Gips er med sin fleksible og flydende konsistens hurtigt at bearbejde og nemt at tilgå. Det er populært blandt kunstnere og kan changere fra et snehvidt pulverdrys over en flødeskumsfed konsistens til en hård krystallinsk overflade. Gips er fascinerende, men har levet et lidt skjult liv i kunstnerens værksted som proces – og overgangsmateriale.

På udstillingen Forvandlinger i gips tildeles gips den absolutte hovedrolle, når KØS viser gipsens mangfoldighed – som procesmateriale, som genstand for 1960’ernes eksperimenter og som del af aktuelle kunstprojekter i dag.

Samtidskunstens leg med gips
På udstillingen troner modellen til den netop afslørede og meget omtalte mindeskulptur, I Am Queen Mary, der hylder afrikanske slavegjorte på de Vestindiske Øer. Mindeskulpturen, der viser oprøreren Mary Thomas, er skabt af billedkunstnerne Jeannette Ehlers og La Vaughn Belle og er en
hybrid af de to kunstneres kroppe skabt med 3D-scanning. Modellen er herefter 3D-printet direkte i gips og viser bl.a., hvordan gips i dag indgår i
samtidskunstens tilblivelsesprocesser.

Oplev også eksempler på andre aktuelle kunstprojekter, der tager sin begyndelse i gips, som fx den 7 meter lange originalmodel i gips til Sophia
Kalkaus marmorstele til Grøndalskriken fra 2016. Formet som et forhæng til alterudsmykningen i kirken står marmorstelen oprejst som et bølgende klæde eller passage fra gulv til loft, men liggende på gulvet i udstillingen, antager stelens folder udtryk som en bølgende flod, der strømmer henover gulvet.

Fede flødeskumslagkager
Med 1960’er-avantgarden, og i særdeleshed med kunstnere tilknyttet den eksperimenterende kunstskole Eks-skolen, som fx Poul Gernes og Bjørn
Nørgaard, blev gipsen ophøjet som et demokratisk og uprætentiøst materiale, der blev undersøgt i happenings og aktioner. Som en legesyg
konditor eksperimenterede Gernes med gipsens muligheder i en serie af lagkager, hvor han varierede kagerne med guirlandelignende dekorationer
over flødeskummets fede og voluminøse fald til de sprøde marengs på toppen. Oplev også nogle af Bjørn Nørgaards projekter fra Eks-skoletiden,
som involvererede gips og blev skabt direkte foran et publikum.

Sophia Kalkau: Procesfoto fra arbejdet med Marmorstelen i Pietrasanta, korudsmykning i Grøndalskirken, København, 2016. © Sophia Kalkau

Nye helte på piedestalen
Modeller til monumenter over hvide, magtfulde mænd som Kong Christian X og Niels Bohr, får på udstillingen selskab og modspil af den kvindelige forsker med Elisabeth Toubros nye monument over seismolog Inge Lehmann og med Elmgreen & Dragseets omdebatterede genfortolkning af Den Lille Havfrue Han. Begge eksempler på nye helte og hovedpersoner, der ophøjes i skulpturer og mindesmærker.

Den akademistuderendes værksted 
Træd ind i den akademistuderendes værksted og gå på opdagelse i reolrækker af buster og statuetter. Oplev også her afstøbninger, der genskaber antikkens hovedværker.

I udstillingsperioden vil publikum have mulighed for selv at smøge ærmerne op og på en række workshops eksperimentere med gips i værkstedet.

Kilde: KØS Museum for kunst i det offentlige rum

KØS Museum for kunst i det offentlige rum

Nørregade 29
4600 Køge

Tilgængelighed:

Niveaufri adgang - ja

Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - ja

Tirs-søn 11-17

Entré til udstillinger
Over 18: 90 Kr.
Studerende og pensionister: 60 Kr.
Under 18 år: Gratis entré

Kontakt

+45 5667 6020

Del

'Forvandlinger i gips'

Facebook