Først ud – så ind
22 apr 20176 jun 2017

Anbefalet under Det skal du se! uge 16
Fernisering fredag d. 21. april starter på Den Frie Udstillingsbygning kl. 17 – 19. Kl. 19 rejser vi i samlet flok fra Østerport Station til Udstillingsstedet Sydhavn Station, hvor ferniseringen fortsætter fra 19 til sent. Der er GRATIS S-togbilletter.

Alt imens medlemmerne fra Udstillingsstedet Sydhavn Station breder sig over Den Frie Udstillingsbygnings 6 store lokaler og 119 års historie, forsøger sammenslutningen Den Frie Udstilling at fylde deres mange år på bagen samt over halvdelen af deres 53 medlemmer ind på udstillingsstedet Sydhavn Stations 45 m2, 15 plakatholdere, ene billboard og 5 år lange historie. Implicit vil denne udveksling lade de to grupperingers forskellige anciennitet, antal medlemmer, ejendom og magt tone frem. Der ligger en vis flabethed i denne adresse-forflyttelse som vi synes er skøn.

Pressefoto

Først ud – så ind – KIOSK
På Udstillingsstedet Sydhavn Station kan man opleve sammenslutningen Den Frie Udstilling, som med undertitlen KIOSK tager udgangspunkt i det faktum, at udstillingsstedet er lokaliseret på en station; et sted, hvor man ofte vil finde en kiosk. De udforsker kiosk-formatet med fokus på de trykte og printede medier, bl.a. ved at have begrebet plakat som omdrejningspunkt. Stationsbygningen har som offentligt rum altid ageret plakatsøjle for meddelelser og har fungeret som et udtryk for, hvad der sker i vores omverden. Plakatens sprog er ofte ekspressivt og flygtigt, da den sædvanligvis skal aflæses hurtigt eller lokke beskueren til at stoppe op. Kunstværkerne kan købes og tages med hjem med det samme.

Først ud – så ind – Udstillingsstedet Sydhavn Station
I Den Frie Udstillingsbygning finder man de 10 kunstnere bag Udstillingsstedet Sydhavn Station samt en gæsteudstiller. Med udstillingen arbejder de videre med den måde, hvorpå kunstnersammenslutninger traditionelt tilrettelægger deres udstillinger, og fremhæver på den måde det værdifulde i det format. Når de enkelte kunstnere udstiller side om side med deres kollegaer uden en overordnet tematik, giver det et frirum og en ramme, hvori den enkelte kunstner får plads og mulighed for en indgående behandling af sit interessefelt.

De to grupper repræsenterer både forskellige positioner, men har også sammenfaldende historier. De er begge såkaldt kunstnerdrevne initiativer, hvor kunstneren selv har taget magten og initiativet – og de er begge forankrede i nogle ret særlige fysiske rammer. Den ene gruppe hører til i en historisk bygning tegnet af Willumsen, og den anden i en stationsbygning, hvor bygherren måske nok ikke er nær så kendt, men hvor bygge- og indretningsstil dog alligevel er særdeles genkendelig.

Vi glæder os til at byde Sammenslutningen Den Frie Udstilling og udstillingens gæster velkomne på stationen.

Deltagende kunstnere:
Sammenslutningen Den Frie Udstilling: Søren Jensen, Torben Ebbesen, Ulrik Heltoft, Pernille With Madsen, Lis Nogel, Jytte Høy, Ebbe Stub Wittrup, Jørgen Michaelsen, Camilla Berner, Henriette Heise, Finn Reinbothe, Mikkel Carl, Lars Bent Petersen, Henrik Plenge, Yvette Brackman, Jesper Christiansen, Mette Winckelmann, Pia Rönicke, Peter Holst Henckel, Maria Finn, Elle Klarskov Jørgensen, Kristine Kemp, Søren Lose, Margrete Sørensen og gæster Louise Harbo, Tanja Nellemann, Franziska Hoppe og Kasper Hesselbjerg.

Udstillingsstedet Sydhavn Station: Jens Axel Beck, Sonja Lillebæk Christensen, claus ejner, Thorgej Steen Hansen, Ulla Hvejsel, Heidi Hove, Morten Kamper Jacobsen, Mette Juul, Anne Skole Overgaard, Camilla Rasborg og gæst Lasse Krog Møller.

Kilde: Udstillingsstedet Sydhavn Station

Udstillingsstedet Sydhavn Station

Ernst Kapers Vej 1
2450 København SV

Tor-søn 13-17
Dele af udstillingen er døgnåben

Gratis adgang

Først ud – så ind
22 apr 20176 jun 2017

Del

'Først ud – så ind'

Facebook