Felia Gram-Hanssen og Jaleh Negari: Fungal Network
26 feb 202213 mar 2022

Felia Gram-Hanssen: Omen og Jaleh Negari: Multiplicité, IAC 2020.

Anbefalet under Det skal du se! Uge 8

Under skovbunden er træernes rødder forbundet med svampesporer i et stort underjordisk system, hvorigennem de to arter ernærer hinanden og kommunikerer. Inspireret af hvordan disse forskellige arter mødes og samarbejder har billedkunstner Felia Gram-Hanssen og komponist Jaleh Negari skabt kunstprojektet Fungal Network. Deres metalrelieffer, et videoværk, tekstil, lydværker og tegninger ophængt i O – Overgadens søjlesal oversætter lyd til billeder og billeder til lyd for at afprøve potentialerne i gensidig kunstnerisk udveksling og tværæstetisk samarbejde.

I videoværket Among Mountains fortolker en violinist, en danser og Felia Gram-Hanssen på perkussion henholdsvis en solsort, sne og bjerge fra et digt af Wallace Stevens. Videoens reallyd har Gram-Hanssen efterfølgende oversat til et visuelt partitur på et ti meter langt tekstilstykke og tre svævende metalrelieffer. Langs reliefferne hænger værkserien Multiplicités abstrakte kultegnede notationer, som Negari har skabt fra sine feltoptagelser i Indonesien, Iran og Danmark. Kultegningerne har hun efterfølgende fortolket videre til atmosfæriske og stemningsfulde elektroniske kompositioner, der afspilles på syv små højtalere forneden af hvert partitur og blander sig med de oprindelige feltoptagelser og Gram-Hanssens videoværk til et samlet lydlandskab.

Ved at lade deres værker gro sammen og åbne sig for et rodnet af nye fortolkninger står Negari og Gram-Hanssens projekt som et kollektivt alternativ til den vestlige kunstverdens idyllisering af det individuelle geni. Inspireret af musikverdenens bandkultur peger Fungal Network på, hvordan ingen reelt set finder på noget alene.

Til ferniseringen opfører Gram-Hanssen og Negari en fælles koncert i samspil med udstillingens lyde og baseret på dens grafiske notationer.

O - Overgaden Institut for Samtidskunst

Overgaden Neden Vandet 17
1414 København K

tir-fre 13-18
tor 13-20
lør-søn 11-18

Gratis entré

Kontakt

+45 3257 7273

Felia Gram-Hanssen og Jaleh Negari: Fungal Network
26 feb 202213 mar 2022

Del

'Felia Gram-Hanssen og Jaleh Negari: Fungal Network'

Facebook