FED LER – Krukker i kunsten nu
28 aug 202010 jan 2021

Udstillingen FED LER – Krukker i kunsten nu, viser 20 danske billedkunstneres nyfortolkning af krukken som kunstværk. Her er krukken både brugsobjekt, myte, krop, lydinstrument, lærred og skulptur.

Frederik Næblerød: Lady gloves, 2020. Foto: Alice Folker Gallery.

En ny interesse for forholdet mellem menneske og natur er vokset frem. Vi begynder at kunne se klimaet forandrer verden omkring os, og arter inden for både dyre- og planterige forsvinder pludseligt. Det går efterhånden op for mange af os, både her i Danmark og ude i verden, at mennesket er grund til denne udvikling. Selvom vi føler os som særlige, højtudviklede skabninger, der har opfundet digitale verdner, kunstig intelligens, rejst til det ydre rum m.m., er vi samtidig en del af jordens økosystemer. Vi står med andre ord ikke udenfor naturen, men er en del af klodens komplicerede kredsløb.
’Af jord er du kommet, til jord skal du blive’ er blevet en aktuel og påtrængende realitet.

Det er måske i dét lys, at vi skal se den aktuelle interesse for keramikken i kunsten i dag. Det bløde ler, der hentes direkte op af jorden, og som indgår i utallige skabelsesberetninger, er nemlig en af de mest markante tendenser på kunstscenen lige nu, herhjemme såvel som internationalt.

Mennesker har skabt beholdere i ler gennem årtusinder. Værkerne på FED LER har krukkens kulturhistorie, myter og symbolik som en klar referenceramme. Blandt udstillingens inspirationskilder findes også den amerikanske sci-fi forfatter Ursula K. Le Guins underfundige og manifestlignende tekst om beholderen (Bæreposeteorien om fiktion, Ursula K. Le Guin, 1986). Her beskriver Le Guin et nyt perspektiv på de tidlige menneskers adfærd i jæger-samler-samfundene. Forfatteren retter blikket mod samlerens beholder til opbevaring af mad, bær og nødder. For tænk nu, hvis det var beholderen, der havde fået opmærksomhed som det første og væsentligste objekt fremfor spyddet eller våbnet?

Tonsvis af jord på gulvet
Sanselighed er et hovedspor i udstillingen FED LER på Gl. Holtegaard. Når de besøgende træder ind i den gamle barokvilla, vil de opleve at træde ind i et jordfyldt, fortættet landskab med tykke tekstiler på væggene. Tonsvis af jord fra hovedhusets forplads er gravet op og danner både underlag for værkerne og for de besøgendes gang gennem udstillingen. Iscenesættelsen vækker både føle-, syns-, lugte- og høresansen og skærper oplevelsen af de ca. 60 værker, der fylder udstillingsrummene. Inden de besøgende sluses ind i udstillingen, opfordres de til at tage skoene af og iføre sig tekstiltøfler, så de med fodsålerne kan mærke underlaget, når de bevæger sig igennem i det jordfyldte terræn. Fire kunstnere (Cathrine Raben Davidsen (f. 1972), Frederik Næblerød (f.1988), Anna Samsøe (f.1987) og Nour Fog (f.1981)), har skabt værker specifikt til FED LER, og disse værker må de besøgende som noget helt usædvanligt undersøge, ikke bare med øjnene, men også med hænderne.

Udstillingens kunstnere
Lisbeth Bank (f.1975), Claus Carstensen (f.1957), Cathrine Raben Davidsen (f. 1972), Rose Eken (f.1976), Nour Fog (f.1981), Ida Kvetny (f.1980), Klara Lilja (f.1989), Carl Mannov (f.1990), Karl Monies (f.1984), Mie Mørkeberg (f.1980), Ursula Nistrup (f.1974), Fie Norsker (f.1974), Frederik Nystrup-Larsen (f.1992), Frederik Næblerød (f.1988), Knud Odde (f.1955), Anna Samsøe (f.1987), Andreas Schulenburg (f.1975), Anna Stahn (f.1994), Dan Stockholm (f.1982), Anna Sørensen (f.1968).

Kilde: Gl. Holtegaard

Gl. Holtegaard

Attemosevej 170
2840 Holte

Tir-søn 12-17, tor 12-20

Entré til udstillinger
Børn under 18: Gratis entré

Kontakt

+45 4580 0878

FED LER – Krukker i kunsten nu
28 aug 202010 jan 2021

Del

'FED LER - Krukker i kunsten nu'

Facebook