Eye Attack: Op Art og kinetisk kunst 1950-1970

4 feb 20165 jun 2016

Med omkring 100 værker af 40 kunstnere, herunder hovednavne som ungarske Victor Vasarely (1906-1997), britiske Bridget Riley (*1931), franske François Morellet (*1926), argentinske Julio Le Parc (*1928), venezuelanske Jesús Rafael Soto (1923-2005) og Carlos Cruz-Diez (*1923), præsenterer udstillingen et visuelt eksperimentarium. Udstillingen er inddelt i temaer og favner hele paletten af udtryksformer: malerier, relieffer, objekter, bevægelige skulpturer, lysværker og større environments.

Eye Attack sætter fokus på en strømning i det 20. århundredes billedkunst, som går målrettet efter at påvirke vores sanseapparat; kunst, der forførende og forstyrrende vil angribe vores kølige overblik ved at forvirre og irritere øjet med optiske illusioner og kunstværker sat i bevægelse.

Nogle billeder består helt enkelt af sorte og hvide linjer. Men linjerne er arrangeret, så enkeltheden bliver kompleks
i det sekund, billederne møder vores øjne. Synssansen irriteres, øjet manipuleres, det snurrer og prikker. Om vi vil det eller ej, bliver øjnene fanget i værkernes optiske spil. Her handler det ikke om, at vi skal opleve en følsom kunstner- sjæls opfattelse af verden, men i stedet om at sætte beskuerens – din og min – sansning i centrum.

”Op Art” er en forkortelse af Optical Art, det vil sige optisk kunst. Det er en avantgardebevægelse, der brød frem i midten af 1950’erne i forlængelse af den abstrakte, konstruktivistiske kunst. Strømningen havde sin storhedsperiode i 1960’erne – side om side med årtiets mange andre eksperimenterende nybrud – og etablerede sig internationalt på tværs af vidt forskellige politiske og kulturelle skel.

Kunstnerne var optaget af objektivitet, videnskab og perceptionspsykologi. De var inspirerede af epokens teknologiske landvindinger og en cool, industriel æstetik, helt modsat de mere følelsesdrevne, spontane strømninger i samtiden, som f.eks. den abstrakte ekspressionisme og det informelle maleri og modsat den mere rodede fluxus og den figurative popkunst.

”Kinetisk kunst” er samlebetegnelse for kunstværker, der dyrker bevægelsen. Det kan både være som illusion, som i Op Art, eller være faktisk bevægelse som i skulpturer med motoriserede dele. Den kinetiske og optiske kunst går hånd i hånd og udgør et felt af forskellige udtryk, der er fælles om et geometrisk formsprog uden fortællende indhold, fælles om brugen af nye, industrielle materialer og teknikker og fælles om at dyrke bevægelsen og den umiddelbare sanse- oplevelse. Betragteren er sat i fokus som en aktiv medspiller i den kunstneriske proces i et opgør med det statiske, autonome kunstværk.

Den kinetiske og optiske kunst udsprang af en bestemt tid. Den var præget af en moderne erfaring af altings flimrende omskiftelighed, af opløsningen af de stabile fikspunkter i forståelsen af verden og af kunstnernes stræben efter at gøre kunst mere demokratisk og udadvendt. Det sidste lykkedes med eftertryk, for sjældent har masse-, mode- og reklamekulturen taget så varmt imod en ny æstetik. Pludselig var der ”Op” over alt – på kjoler, pladecovers, pilleæsker og puslespil.

Bevægelsens æstetiske resultater er overraskende tidløse. Værkerne går stadig i dag lige i øjet med usvækket kraft og virker i en blanding af øjeblikkelig fascination og nostalgi. Strømningen sætter desuden tydelige spor i den helt aktuelle billedkunst og visuelle kultur, hvor masser af kunstnere arbejder med destabiliseringen af sanserne, og hvor der, også
i den digitale verden, er optiske illusionsnumre og Op-æstetik rigt mål.

Kilde: Louisiana Museum of Modern Art