Eske Kath: Containing Landscapes
22 apr 202128 maj 2021

Eske Kath. Pressefoto.
Eske Kath. Pressefoto.

Galerie Mikael Andersen byder velkommen til Eske Kaths soloudstilling Containing Landscapes med nye malerier.
Containing Landscapes har en dobbelt betydning. Titlen kan betyde, at man helt konkret inddæmmer landskaber eller, at rumme mentale landskaber i sindet. Denne tvetydighed er omdrejningspunkt for Eske Kaths nyeste udstilling. Abstraktioner over de vidstrakte ydre og indre landskaber bliver inddæmmet og vredet ind på lærreder. De bliver spændt op på de tre grundformer, trekanten, cirklen og kvadratet som for at tvinge landskabets uoverskuelige vidder og uhåndgribelige indikationer om en usikker fremtid ind i en kontrolleret og tryghedsskabende form.

Eske Kath undersøger en grundlæggende usikkerhed, som er et grundvilkår i vores tid, hvor menneskets aftryk radikalt forandrer klima og landskaber såvel som vores basale forståelse af vores rolle i naturen og verden. En tid hvor vi skal rumme, ikke bare det nære landskab i vores sind, men hele verdens landskab. Ikke bare det konkrete globale landskab og en natur under voldsomt pres, men også vidstrakte politiske landskaber og frygten for et fremtidig apokalyptisk landskab.

Med Containing Landscapes giver Eske Kath sit bud på, hvad et landskabsmaleri kan være, i en tid hvor det landskab, vi hver især skal indeholde og forholde os til, ikke længere er et lokalt landskab, men et globalt abstrakt landskab med et utal af forsvindingspunkter.

Nedbrydning og opbyggelighed har længe været et tema i Eske Kaths arbejde, og hans motiver kan ofte ses som et balancepunkt, hvor begge dele er en mulighed. På malerierne bliver det urovækkende og voldsomme til det ornamentale, slyngende og smukke. Er de kraftige sole på vej ned, eller er de på vej til at kaste lys over en ny dag? De postapokalyptiske vidder i kunstnerens malerier er også udsigter til skabelsen af nye både indre og ydre landskaber.

Kilde: Galerie Mikael Andersen

Galerie Mikael Andersen

Bredgade 63
1260 København K

Tirs–fre 12-18
Lør 11-15

Lukket tirsdage i februar

Gratis entré

Kontakt

+45 33330512

Eske Kath: Containing Landscapes
22 apr 202128 maj 2021

Del

'Eske Kath: Containing Landscapes'

Facebook