Erin Dickson: Chinese Whispers
12 okt 201922 mar 2020

Med udstillingen Chinese Whispers undersøger den britiske kunstner Erin Dickson, hvad der sker, når mennesker på hver sin side af grænsen, med hvert sit perspektiv på virkeligheden, forholder sig til én og samme ting.

Erin Dickson: Chinese Whispers – Einar og Jamex de la Torre. Foto: Electric Egg.

Hviskeleg er en simpel leg, hvor en gruppe børn sætter sig ved siden af hinanden i en cirkel. Den første hvisker en fortælling ind i øret på sidemanden, som hvisker den videre til den næste i rækken. Sådan fortsætter det, indtil sidste mand fortæller historien højt for hele gruppen. Som regel ender historien med at være helt uigenkendelig.

Udstillingen Chinese Whispers er hviskeleg for glaskunstnere. Ophavskvinden er den engelske kunstner Erin Dickson, som sendte et fotografi af en klassisk venetiansk vase til den italienske glasblæser Silvano Signoretto. Han genskabte vasen på baggrund af billedet og skrev derefter en kort forklaring af processen på italiensk. Forklaringen blev oversat til engelsk ved hjælp af Google Translate og givet videre til den engelske kunstner James Devereux, som nu skulle gengive vasen – kun ud fra den oversatte beskrivelse.

Sådan har processen gentaget sig, mens hver enkelt kunstners fortolkning af den foregående fortælling gradvist har ført til, at den oprindelige italienske vase er transformeret til ukendelighed.

Kunstnere repræsenteret i projektet: Silvano Signoretto (Italien, James Devereux (England), Hyunsung Cho (Korea), Sibusiso Mhlanga (Swaziland), Einar & Jamex de la Torre (Mexico), Rasmus Nossbring (Sverige), Zuheir Alkazzaz (Syrien/Holland), Mia Lerssi (Danmark), Jing Li (Kina), Nadège Desgenétez (Frankrig/Australien), Petr & Ondrej Novotny (Tjekkiet), Kelly O’Dell (USA), Christina Hellevik & Leif Møller Nielsen (Danmark), Bevan Taka (Maori/Sverige), James Maskrey (England).

Chinese Whispers er del af projektet Herfra hvor vi står, hvor syv midtjyske kunstmuseer sætter fokus på national identitet gennem hver sin markante udstilling. Grænser er vedtagne skillelinjer, ligesom tanken om nationalitet er menneskeskabt. Vi oplever verden fra hver vores side af grænsen – fra hvert vores perspektiv. På samme måde har hver af kunstnerne bag Chinese Whispers anvendt sit eget ståsted i forhold til værket, ligesom betragteren ser det fra sin egen synsvinkel. Transformationen fra den ene vase til den anden er i sig selv underholdende og seværdig, men har også den pointe, at intet er statisk; det forandrer sig i alle tider.

Udstillingen indgår i projektet Herfra hvor vi står – 7 udstillinger om national identitet, som er et samarbejde mellem syv midtjyske kunstmuseer. Udover Glasmuseet Ebeltoft deltager Randers Kunstmuseum, Horsens Kunstmuseum, Holstebro Kunstmuseum, Skive Museum, Skovgaard Museet og Museet for Religiøs Kunst med hver sin udstilling om emnet.

Kilde: Glasmuseet Ebeltoft

Glasmuseet Ebeltoft

Strandvejen 8
8400 Ebeltoft

1 nov - 31 mar: ons-søn 10-16
1 apr - 31 okt: alle dage 10-17
1 jul - 31 aug: alle dage 10-18

Entré til udstillinger

Kontakt

+45 86341799

Erin Dickson: Chinese Whispers
12 okt 201922 mar 2020

Del

'Erin Dickson: Chinese Whispers'

Facebook