Erik A. Frandsen: Bar Roma

29 apr 202327 maj 2023

Pressemeddelelse:

Fredag d 28. april åbner Erik A. Frandsens nye udstilling ”Bar Roma” hos Hans Alf Gallery. Udstillingen er resultatet af en arkitektonisk dannelsesrejse rundt i Italien, hvor Frandsen i selskab med kunsthistoriker og forfatter Tom Hermansen er gået på opdagelse i Mussolini-æraens fascistiske arkitektur, som stadig den dag i dag, næsten 80 år efter at Il Duce mødte sit endeligt ved Como-søen, præger bybilledet overalt i støvlelandet.

Den tyske sociolog Niklas Luhmanns omdiskuterede systemteori havde som grundtanke, at ethvert system – herunder også et menneske – aldrig vil kunne undslippe sit eget blinde punkt: Enhver observation er i sin essens begrænset af sit udgangspunkt, sin distinktion, som Luhmann benævner det. En observation kan med andre ord rumme alt andet end netop sig selv: Som menneske kan man ikke observere sit eget anskuelsespunkt – i hvert fald ikke uden at ændre observationen og dermed sin distinktion. Og så findes dét, man ønskede at observere, jo per definition ikke længere. Det er ikke blot et systemteoretisk men også et eksistentielt paradoks.

Det kan ofte være svært at pege på én specifik komponent i en kunstners virke, som gør ham eller hende eksemplarisk. Hos nogle – tag nu bare Picasso som skoleeksemplet – er det umuligt at koge geniet ned til ét enkeltstående element, og hos andre – langt de fleste – er der, når det store regnskab skal gøres op, slet ingen singulær kvalitet, som med rette kan ophøjes til et unikt kendetegn.

Én af de ting, som altid har udmærket Erik A. Frandsen, og som fortsat definerer hans virke, er en ubændig nysgerrighed og søgen efter nye vinkler. Frandsens produktion har siden de tidlige 80’ere været karakteriseret af en grundlæggende rastløshed, en konstant og insisterende afsøgning af muligheder, medier og udtryksformer, som kun synes intensiveret med alderen. I modsætning til mange andre kunstnere, som har opnået tilsvarende folkelig og professionel anerkendelse, anvender Erik A. Frandsen sjældent samme formel særligt længe ad gangen – langt snarere synes han ofte nærmest ængstelig efter at få revet drejebogen itu og starte forfra. Eller i hvert fald som minimum dissekere, udbygge og forvrænge det netop fremmanede i en sådan grad, at det i næste nu er noget ganske andet og grundforskelligt. Det er en art dybt personlig ikonoklasme, en indre drift, som tilsyneladende har propelleret den egensindige maler fremad i mere end fire årtier.

Når Erik A. Frandsen beslutter sig for at studere fascistisk arkitektur i Italien, er det ikke så meget et spørgsmål om at gå i rette med tidens for kunsten potentielt kvælende berøringsangst, som det er en stædig modstand mod forbud og frelste formaninger. Ingen skal sætte begrænsninger for Frandsens nysgerrighed, og ønsker han at lade sig gennemblæse af Mussolini-fascismens arkitektoniske kastevinde, har det intet at gøre med den bagvedliggende ideologis etos eller dogmer: Interessen udspringer alene af en umættelig fascination af æstetik og skønhedsidealer; menneskelige frembringelser i denne verden, som på vidt forskellig vis – og af vidt forskellige grunde – stiler efter og rækker ud mod det sublime.

Den værkkreds, som Erik A. Frandsens rejse har udmøntet sig i, eksemplificerer på mange måder hans enestående metode. Frandsens malerier præsenterer sig næsten som fysiske manifestationer af det, man i psykologien kalder ”sensory overload” – sensorisk overbelastning. I stort set samtlige værker er billedfladen bygget op af et væld af tilsyneladende uafhængige indtryk, fornuftsstridige perspektiver, vidt forgrenede referencer og voldsomme farveeksplosioner. Det er, som er hvert værk i åben krig med sig selv. Som beskuer konfronteres man med et veritabelt hav af væsensforskellige delelementer – et klokketårn i en navnløs italiensk by, en halv vandmelon, et sirligt mønster i opus sectile, en blomstret lænestol, et drabeligt marmorgulv, en skitse til et andet maleri i maleriet, resterne af en glasmosaik med bibelmotiv, en gigantisk bogreol, et maleri af en henrettelsespeloton, og så naturligvis afskårne blomster i alle afskygninger og i skiftende stadier af forfald – alt sammen manet frem med en næsten overnaturlig farveforståelse og i lag på lag på lag.

Den fascistiske arkitektur har på ingen måde bemægtiget sig billedfladen, men indforskrives snarere i Frandsens fortløbende motivkartotek, sådan at det stadig umiskendeligt er Erik A. Frandsen-værker, vi kigger på (som det altid ved hvert nyt eksperiment på forunderlig vis har været tilfældet) – men nu blot med en ekstra dimension, en ekstra synsvinkel som føjer sig til de allerede eksisterende. Det er en form for akkumulation af indtryk og virkemidler, en proces som udelukkende er additiv, og som kan spores årtier tilbage i Frandsens virke. Eller sagt med modsat fortegn: Årtiers virke kan spores i hvert enkelt maleri. Det store slagnummer for blockchain-teknologien og den så omdiskuterede NFT-kunst er, at alle transaktioner og stamdata opbevares i det enkelte kunstværk, men i Frandsens tilfælde, ville det aldrig blive nødvendigt: Hans malerier er i sig selv en art analoge NFT’er; hvert enkelt værk beskriver sig egen oprindelse uden at udelade noget.

Frandsen triangulerer ikke blot; det ville være en forfladigelse. Han er dansk kunsts stædige billedkartograf, der møjsommeligt og ofte usystematisk måler verden op med forhåndenværende pensler – velvidende at han aldrig vil undslippe sin egen observation, sit unikke anskuelsespunkt. Men heri ligger også styrken i Frandsens virke: Det er eksplorativt, uudtømmeligt og per definition spørgende snarere end definitivt. Som et kunstnerisk antonym til deres samtids til tider quasi-militante politiske korrekthed insisterer Frandsens værker på ikke at kende sandheden – måske endda på ikke at anerkende eksistensen af noget sådant, noget endegyldigt overhovedet. Vi må undre os, vi må være i tvivl, vi må åbne os for verden og stille spørgsmål. På den måde kan Frandsens kunstneriske credo også ses som en livsfilosofi til efterlevelse: Man må aldrig lade sig forlede til at tro, at man har det fulde overblik.