Emil Gregersen
16 okt 202127 feb 2022

I 2021 ville Emil Gregersen (1921-1993) være fyldt 100 år og det markeres på Vendsyssel Kunstmuseum med en fokusudstilling, hvor et større udvalg af kunstnerens malerier præsenteres.

Som malersvend blev Emil Gregersen elev hos Immanuel Ibsen i 1943-44, et kort ophold, men som fik stor betydning for Emil Gregersen resten af hans liv. Ibsens motivverden med opstillinger på bordet og udsigter fra vinduet, kontraster, asymmetri og ulmende farvespil gav stor inspiration til Emil Gregersen. I tiden efter malede han en række interiørbilleder og udsigter over Københavns tage, motiver som var stærkt inspireret af læremesteren.

Pressefoto.

Under krigen var Emil Gregersen et aktivt og eftersøgt medlem af modstandsbevægelsen, krigens indtryk prægede derfor også hans kunst. Særligt hans malerier fra begyndelsen 1950erne, hvor han malede mere ekspressivt og med figurer i malerierne. Fra midten af 1950erne forsvinder menneskeskikkelserne ud af hans malerier og han begynder at optages mere og mere af stejle- og fiskepladser. Det er særligt med inspiration fra Syditalien og Norge. Malerierne er en kombination af udendørsbilleder med interiørpræg. Billederne har en tendens til at lukke sig om sig selv, hvorved deres vigtigstes funktion bliver at gengive form, flade, farve og rum. Disse stejle- og fiskepladsmotiver kan ses som begyndelsen til de store atelierbilleder, som Emil Gregersen malede fra 1960’erne.

Emil Gregersen er særligt anerkendt for sine store atelierbilleder, som var meget længe undervejs. Han malede dem om og om og det kunne tage ham op til 5 år at færdiggøre et atelierbillede. Ved at anvende atelieret som motiv understreger Emil Gregersen i dobbelt forstand sin interesse for det maleriske – motivet er både indhold og form.

Emil Gregersen har også malet sin gode ven, kunstneren Poul Ekelund ved staffeliet. Da han dengang sad med fotografiet af sin gode ven og skulle overføre det til et atelierbillede sagde han: ”Det der fascinerede mig først var linierne i det høje staffeli og deres forhold til billedfladen og rummet” (Katalog Aarhus Kunstforening af 1847: Emil Gregersen). Sideløbende med, at Vendsyssel Kunstmuseum præsenterer Emil Gregersen kan udstillingen Poul Ekelund: Levende skabning – Levende landskab opleves på museet.

Ved siden af malerkunsten og de mange opstillinger og interiører udførte Emil Gregersen en lang række udsmykninger og arkitektoniske værker, især til arkitektfirmaet Friis og Moltkes bygninger. Bl.a. kan nævnes Skjoldhøj Kirke i Aarhus (1985) og Hotel Stavrby Skov ved Strib (1967). Sidstnævnte et eksempel på en særlig integration mellem arkitektur og udsmykning, hvor bemalede skydedøre danner nye billeder alt efter, hvor meget de er åbne.

Emil Gregersen har udstillet på Vrå-udstillingen, han var medlem af Grønningen fra 1964-70 og derefter af Den Frie Udstilling. Han har været medlem af Det Grafiske Værksted i Hjørring og havde med et atelier i Hirtshals en særlig tilknytning til det Vendsysselske landskab.

Kilde: Vendsyssels Kunstmuseum.

 

Vendsyssel Kunstmuseum

P. Nørkjærs Plads 15
9800 Hjørring

Tirs-søn 11-16

Entré til udstillinger
Under 18 år: gratis entré

Kontakt

+45 98924133

Emil Gregersen
16 okt 202127 feb 2022

Del

'Emil Gregersen'

Facebook