Elsket af Picasso – Kærlighedens magt
12 okt 201923 feb 2020

Oplev en perlerække af Pablo Picassos bedste værker, når ARKEN den 12. oktober åbner Elsket af Picasso – Kærlighedens magt. Udstillingen er skabt i et enestående samarbejde med Musée national Picasso-Paris og zoomer ind på den passionerede fortælling om Picasso og hans stærke modeller.

Pablo Picasso: Liggende nøgen kvinde, 1932. Olie på lærred. Musée national Picasso-Paris © Succession Picasso / VISDA 2019.

Påklædte og afklædte, kurvede og kantede, sovende og seende. Den spanske kunstner Pablo Picasso viser gennem syv årtier kvindekroppen som en farverig metamorfose – fuld af længsel og vilje, begær og erotik. Særudstillingen Elsket af Picasso – Kærlighedens magt tager relationen mellem en af verdenshistoriens største malere og hans modeller op og nyfortolker Picassos kvindeskildringer. Den berømte kunstners kvindeportrætter rejser spørgsmål, som er højaktuelle i dag, hvor flere og flere diskuterer køn, privilegier og identitet i ligestillingens og feminismens navn. ARKENs Picasso-udstilling sætter fokus på kvinderne i portrætterne, deres betydning for Picassos vilde stilbrud og på komikken i hans dramatiske iscenesættelser.

Pablo Picasso er berømt for sin evne til kunstnerisk fornyelse og berygtet for sit kompromisløse liv. Picassos kunstneriske udvikling og stilistiske nybrud følger hans kærlighedsliv – og det går ikke stille af. I banebrydende og udtryksfulde malerier tolker Picasso familielivet, børnene, berømmelsen, kunstneridentiteten, kærligheden og kriserne. Særligt ét motiv vender han tilbage til igen og igen: den nøgne kvindekrop, alene eller i samspil med kunstneren. Med afsæt i et af kunsthistoriens mest ikoniske motiver – maleren og modellen – skildrer Picasso lysten til at se og blive set. Han viser vores erotiske tørst og evige fascination af hinandens kroppe samt de lystbetonede, insisterende blikke som opstår i samspillet mellem parterne.

Elsket af Picasso – Kærlighedens magt udfordrer magtbalancen mellem kunstneren og hans modeller og ser med nye øjne på Picassos skildringer af dem, som han elskede. Picasso fremstiller kvindernes styrke, følelsesliv, nydelse og vrede med stor indlevelse, og han iscenesætter sin egen rolle som kunstner med selvironi og humor. ARKENs udstilling fortæller for første gang historierne om Olga Khokhlova, Marie-Thérèse Walter, Dora Maar, Françoise Gilot og Jacqueline Roque som mere end Picassos muser og foretrukne motiver.

ARKENs store Picasso-udstilling præsenterer talrige mesterværker fra Musée national Picasso-Paris’ enestående samling. Udstillingen tæller både maleri, tegning, skulptur og grafik samt historiske filmklip, fotos, digte og et fotoalbum.

Kilde: ARKEN Museum for Moderne Kunst

ARKEN Museum for Moderne Kunst

Skovvej 100
2635 Ishøj

Tilgængelighed:

Niveaufri adgang - ja
Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - ja

Ons-søn 11-17

Entré til udstillinger
Under 18 år: Gratis entré

Kontakt

+45 43540222

Elsket af Picasso – Kærlighedens magt
12 okt 201923 feb 2020

Del

'Elsket af Picasso - Kærlighedens magt'

Facebook