Edvard Munch: Det eksperimentelle jeg – Munch og fotografiet
4 sep 20219 jan 2022

Edvard Munch: Selvportræt foran egne malerier, Ekely, 1930. Foto: Munchmuseet.

I 1902 købte Edvard Munch sit første fotografiapparat, og han var en af de første kunstnere i historien, som tog ”selfies”. Akkurat som i malerierne og grafikken handler hans fotografier ofte om fremstillingen af et jeg, hvor Munch viser os et spektrum af personligheder, fra den sårbare patient på klinikken til den vitale, nøgne kunstner på stranden. Munch udforskede nysgerrigt fotografiet som medium, og det tema han eksperimenterede mest med, var ham selv. Ofte udnyttede han effekten af tekniske ”brølere” som anderledes kameravinkler, ”fejl”, fokus og bevægelse med lang eksponeringstid som gjorde, at kroppen blev gengivet på spøgelsesagtig vis.

Da Munch anså sig selv for at være amatørfotograf, viste han ikke fotografierne offentligt. For os i dag er de 261 fotografier og 30 negativer, han efterlod sig, vidnesbyrd om en anden side af Munch, og dokumenterer både en spontan og iscenesat del af hans liv. I Munchs mange selvportrætter genkender vi vores egen vane med at rette kameraet mod os selv. Udstillingen viser både fotografier taget i perioden 1902-09 rundt omkring i Europa og en række fotos taget på Munchs ejendom Ekely omkring 1930. I de sene fotos vender han kameraet mod sig selv og tager et hurtigt snapshot, akkurat som vi alle gør i dag.

I Munchs grafiske værker, hvoraf et udvalg præsenteres på udstillingen, ser man forbindelser mellem hans fotografi og grafik. Munch mestrede det grafiske medium på overlegen vis, og trykprocessen, gentagelserne og variationerne interesserede ham i arbejdet med både grafik og fotografi. Udstillingen viser overlap mellem motiver og kompositioner og delagtiggør os i de fine detaljer og overraskende effekter, som optog Munch i begge medier.

Udstillingen relaterer sig til og perspektiverer J.F. Willumsens fotografiske praksis. Munch og Willumsen var samtidige og kendte hinanden. Fælles for dem er forbindelsen mellem deres fotografi og kunst og stadige interesse for selvportrættet. Parallelt med udstillingen præsenteres en række af Willumsens værker, som relaterer sig til fotografiet.

Udstillingen er kurateret af kunsthistoriker og professor Patricia Berman og produceret af The American Scandinavian Foundation/Scandinavia House, New York i samarbejde med Munch-museet, Oslo. Den har tidligere været vist i blandt andet New York og Stockholm.

Kilde: Willumsens Museum.

Willumsens Museum

Jenriksvej 4
3600 Frederikssund

Tir-søn 10-17
Første ons i måneden 10-20

Entré til udstillinger
Under 18 år: Gratis entré

Kontakt

+45 47310773

Edvard Munch: Det eksperimentelle jeg – Munch og fotografiet
4 sep 20219 jan 2022

Del

'Edvard Munch: Det eksperimentelle jeg - Munch og fotografiet'

Facebook