E.B. Itso: Portable Darkness
30 jun 201826 aug 2018

Anbefalet under Det skal du se! uge 26
I aktuel soloudstilling tager undergrundskunstneren E.B. Itso afsæt i den snævre forbindelse mellem arkitektur og krop, der kendetegner undergrundsverdenen, indsattes flugtforsøg og spektakulære røverier.

E.B. Itso: P Chair, 2018. Pressefoto

E.B. Itso (1977) tog afgang fra Malmø Kunstakademi i 2014 og er en af landets mest talentfulde, yngre billedkunstnere. Han har allerede udstillet solo på Aros Aarhus Kunstmuseum, modtaget det eftertragtede Young Talent legat og udløst international omtale, da hans grafiske serie med blåt aftryk af overlevende flygtninges tøjstykker blev vist i Basel på verdens største kunstmesse. Den sagnomspundne kunstner foretrækker at være anonym og holder sig helst langt væk fra rampelyset. Han blev dog landskendt i 2007, da en DSB-ansat opdagede, at han sammen med sin svenske kunstnermakker Adam havde bygget og indrettet et komplet hjem med kogeblus, køleskab, stole, bord, billeder og hængekøjer af gamle postsække i en ventilationsskakt over spor 12 på Hovedbanegården i København. I fire år havde de to undergrunds-kunstnere boet der hemmeligt, og forundringen var stor.

Netop interessen for menneskelig tilstedeværelse i byrummet er gennemgående i E.B. Itso’s værker, som ofte er grænsesøgende i forhold til det offentlige rum. Han finder konstant skjulte inderlommer i byens rum og og lader os se hengemte dele af byen. Han drager radikalt omsorg for det mærkelige, anderledes og skjulte, og giver en stemme til oversete eksistenser, der lever på kanten af samfundet. Hermed forholder han sig kritisk til de, mere eller mindre synlige, magtforhold, som bestemmer vores brug af det fælles byrum. Mit arbejde er en kommentar til en skjult og glemt verden. Jeg er ikke interesseret i at optræde som en guide eller overtale nogen til at tænke alternativt, som jeg selv forsøger at gøre. Men jeg har brug for at udtrykke min mening gennem kunst eller meddelelser i det offentlige rum, siger E.B. Itso.

Den konkrete udstilling Portable Darkness er skabt direkte til Kunsthal NORDs særlige rammer. E.B. Itso har tematisk taget afsæt i den skæbnesvangre og uløselige forbindelse mellem arkitektur og krop, der både kendetegner undergrundsverdenen, indsattes flugtforsøg og spektakulære røverier. For at bevæge sig i snævre rum og udføre manøvrer som at komme ind, op, hen eller ned er det vigtigt, at kende sin krop. Jeg bliver fascineret, når mennesker viser mod og har en stærk tro på, at det sagtens kan lade sig gøre. Jeg forstår dem, da jeg selv har tumlet rundt mange steder og været i den slags situationer, siger E.B. Itso.

Flere af værkerne bliver produceret i Kunsthal NORD og vil fremstå som udefinerbare historier midt imellem virkelighed og fiktion. Ét af værkerne er en væg med et stort hul og det refererer subtilt til det store juveltyveri i London i 2015. Et andet værk på udstillingen er inspireret af Carl August Lorenzens spektakulære fængsels flugt juleaften i 1949 og et tredje værk er en lydinstallation, der sætter publikum ind i, hvordan det er at bevæge sig rundt i fremmede folks huse midt om natten.

E.B. Itso skaber primært æstetiske og narrative værker, men i hans aktivistiske praksis findes der samtidig en social og politisk kritik, der sætter spørgsmålstegn ved, hvad der formulerer et godt liv og et bæredygtigt samfund, siger Henrik Broch-Lips, leder af Kunsthal NORD.

Kilde: Kunsthal NORD

Kunsthal NORD

Kjellerups Torv 5, 2. sal
9000 Aalborg

Tors-fre 11-17
Lør 11-15

Påsken: alle dage 11-15

Gratis entré

Kontakt

+45 3199 4125

E.B. Itso: Portable Darkness
30 jun 201826 aug 2018

Del

'E.B. Itso: Portable Darkness'

Facebook