Dobbeltsyner – Ingemann Andersen i Danmark og Italien
9 feb 20234 jun 2023

Ingemann Andersen: Bøgetræ vinterdag 1982. Foto: Ole Akhøj.

Det er ikke for ingenting, at nogle kaldte Ingemann Andersen for ’træmanden’. Hans arbejde med træsnittet var vedholdende og enestående i hans oeuvre. Derfor er det også med særlig interesse, glæde og forventning at Kastrupgårdsamlingen, der er museum for moderne grafik, viser den anmelderroste udstilling DOBBELTSYNER igennem foråret.

Billedkunstneren Ingemann Andersen (1929-2017) arbejdede i mange medier, men særligt som grafiker udfoldede han sig suverænt – både teknisk og æstetisk. Det er navnlig med sine træsnit i både sort-hvid og farver, at Ingemann Andersen virkelig udmærkede sig. Hans landskaber og nærbilleder af natur ligner ingen andres; de er som uvirkelige drømmesyn og så nærværende, at man næsten kan smage, lugte og høre dem.

Han voksede op på landet på Lolland, men flyttede til København, hvor han uddannede sig på kunstakademiet i 1950’erne. I 1966 fik han ophold på klosterrefugiet San Cataldo ved Amalfikysten, hvor hans liv forandrede sig for bestandigt, da han mødte sin kommende hustru, der var stedets bestyrerinde.
Herefter delte Ingemann Andersen, igennem tre årtier, sit liv imellem det flade Lollandske landskab med skove og marker og den bjergrige Amalfikyst. Livet igennem fandt Ingemann Andersen sine motiver i de nære omgivelser, i mennesker, arkitektur og natur. Som akademiuddannet kunstner havde han skitseblokken med på tur, men i atelieret filtrerede han
sine sanseindtryk til enkle og signifikante billeder af blandt andet sig selv, byer, bjerge, familien, klosterhaven og ikke mindst træer i massevis. Hans kompositioner er enkle og kraftfulde. Der er ofte en snert af noget surreelt, unaturligt, morsomt eller foruroligende i hans mange portrætter, interiører, byer, landskaber og detaljer. Han formidler, at verden er forunderlig, uforudsigelig og tvetydig – uanset om omdrejningspunktet er Danmark, Italien eller et helt tredje sted.

Udstillingen DOBBELTSYNER viser godt og vel 150 arbejder fra 70 års kunstnerisk produktion og udfolder netop den dobbelthed, der kendetegner Ingemann Andersens virke. Det gælder både den frugtbare udveksling mellem motiverne fra gården i Danmark og klostret i Italien, således at den ene hjemstavns former, farver og mønstre uventet minder om den andens. De udstillede værker er lånt i både offentlige og private samlinger og kommer bredt omkring Ingemann Andersens egenart og hans fascinerende motiver fra begge hjemstavne.

Udstillingen er skabt i et tæt samarbejde med Fuglsang Kunstmuseum og KunstCentret Silkeborg Bad, der begge har vist udstillingen forud. DOBBELTSYNER ledsages af en velillustreret bog, hvor forfatter Mathilde Walter Clark, litteraturhistoriker og professor emeritus Erik A. Nielsen og kunsthistoriker og museumsinspektør Tine Nielsen Fabienke dykker ned i Ingemann Andersens liv og værk fra Danmark og Italien.

Kilde: Kastrupgårdsamlingen.

Kastrupgårdsamlingen

Kastrupvej 399
2770 Kastrup

Tirs-fre 13-17
Ons 13-20
Lør-søn 11-17

Gratis entré

Kontakt

+45 32515180

Dobbeltsyner – Ingemann Andersen i Danmark og Italien
9 feb 20234 jun 2023

Del

'Dobbeltsyner – Ingemann Andersen i Danmark og Italien'

Facebook