David Bjerre
6 maj 201717 jun 2017

”Jeg er opvokset i en kunstnerfamilie i 70 ´ernes i Albertslund. Min far, som hed Svend Bjerre, var landskendt komiker og parodist og det satte et markant præg på min opvækst. Dels via de mange anderledes oplevelser sammen med min far på jobbet, hvor han optrådte i forsamlingshuse, tivolier og revyer, dels via de mange spændende kunst venner min familie var omgivet af i dagligdagen.

En del af min fars kunstneriske professionalisme var konstant at forsøge at forholde sig til samfundet fra en humoristisk vinkel, som han kunne bruge i sine shows. Dette betød, at det i min familie, var helt normalt, at forholde sig til dagligdagen og samfundet, fra anderledes sjove og skøre vinkler end naboerne, der havde et 8 – 4 job. Denne legende ”se-det-hele-lidt-ude-fra” vinkel på verden har jeg helt sikkert fået med i min kunst-bagage.

Som en del af en kunstnerfamilie var det også helt naturlig at synge, spille musik, skrive, tegne og danse. Alle kneb gælder, hvis princippet er en legende tilgang til livet. I skærende kontrast var det en dødssynd, i mit barndomshjem, hvis man ikke øvede sig optimalt og kunne sit kram i mindste detalje, inden man offentligt viste det man kunne.

Indtil jeg var ca. 30 år dyrkede jeg særligt musikkens univers på diverse instrumenter, sang og komposition, herefter skiftede det stille og roligt over til at blive mere og mere kunstmaling. I dag er jeg fuldtids professional billedkunstner med værksted i byen Hinnerup, nær Århus.”

David Bjerre kan slet ikke lade være med at male. Sådan har det ikke været hele hans liv. Det er kommet snigende, og nu har han i et godt stykke tid været afhængig af FLOW-tilstanden, han befinder sig i, når han maler og høre musik samtidig. Tid og sted forsvinder, og han suges ind i processen med maleriet og musikken. Han lytter til harmonier og disharmonier, balancerer mellem lys og skygge, rytme, farver, abstraktioner og figurativitet.

”Det er et fantastisk sted, hvor jeg har en ”kongefornemmelse” og er meget produktiv og kreativ. Det kan man godt blive ret afhængig af, dog på den ”fede” måde.

Den anden side af sagen er, at jeg ligeledes har en stor lyst til at udtrykke mig, sige min mening, bare med pensler og maling. Ikke sådan forstået, at jeg har en meget bevidst dagsorden og plan for et maleri. Mine malerier opstår ofte i mellemrummet mellem det ubevidste og det bevidste. Picasso har udtalt, at ”Kunst er en løgn der får os til at se sandheden”. Det udtryk syntes jeg ret præcist udtrykker, hvad kunst kan, når det er bedst. I mit tilfælde, har jeg overgivet mig til en bevidst søgen i mit indre efter den ”smukke” løgn, som i bedste fald kan fortælle 1 sandhed eller 2.”

Værk af David Bjerre. Pressefoto

David Bjerres inspirationskilder er mange – dagligdagen, lige fra politisk temaer, over musik og tekster til andres billedkunst.

Grundlæggende er hans største inspirationskilder Asger Jorn og Jackson Pollock. Han har altid beundret deres uortodokse måde at arbejde med farver og former på. Den måde de leger med de gængse regler for kunst, for så at bryde dem, syntes han er spændende, ja ligefrem dragende. I Bjerres kunstverden forsøger han at transformere deres stil og arbejdsmetoder ind i det 21. århundrede, ved at fusionere dette udtryk med pop- og street-art teknikker, og dermed til et nyt og anderledes udtryk. Hans arbejdstitel for denne nye stilart er ”New Pop Cobra”, hvor pop- og street-artens kraftfulde farver og lakerings-teknikker er anvendt i et abstrakt ekspressionistisk og naivt univers. Ikke mindst som et oprør mod den herskende ”New Public Managements” logiske, meget voksne tankegang, der forguder alt, der kan tælles og vejes. Der ligger noget guld gemt, som vi har glemt i det travle post moderne samfund. Det glemte guld ligger i det legende, ubevidste og intuitive, både på det personlige plan og på samfundsmæssige niveau.

David Bjerre har udstillet en del på gallerier i udlandet: Lissabon, Hamborg, Milano og New York. I Danmark udstiller han løbende ved Kunst for alle og Art Nordic. I 2017 udstiller han, ud over på Frederikshavns Kunstmuseum, også på Filosoffen i Odense.

Kilde: Frederikshavn Kunstmuseum

Frederikshavn Kunstmuseum

Parallelvej 14
9900 Frederikshavn

Tirs-lør 10-16

Entré til udstillinger
Under 16 år og studerende: Gratis entré

Kontakt

+45 98459080

David Bjerre
6 maj 201717 jun 2017

Del

'David Bjerre'

Facebook