Crystel Ceresa: HECATE — ÆTHER
21 feb 202022 mar 2020

OPDATERING 13 marts: Galleri Christoffer Egelund er lukket de næste 14 dage. 

Galleri Christoffer Egelund præsenterer udstillingen HECATE – ÆTHER, som er den tredje soloudstilling i galleriet med den schweiziske kunstner Crystel Ceresa. Ved første øjekast bliver beskueren tiltrukket og fascineret af den farverige og virtuost malede overflade på de store lærreder – og derefter af de dybere og mere personlige aftryk og tråde til kunsthistorien.

Crystel Ceresa Christoffer Egelund
Crystel Ceresa: ANumea, 2019.

I det gamle Grækenland havde gudinden Hecate en position, som var lige så vigtig, som den var mærkelig. Hun udsmykkede vejkryds, præsiderede over religiøse sammenkomster og ritualer, bød de troende velkommen ved indgangen til templerne og beskyttede deres hjem. Hecate var gudinde for magi, for porte, skel og grænser, for medicinske og giftige planter, for astrologi og for underverdenen. Hun var en foruroligende guddom, hun var en treenighed, og hendes attributter var så selvmodsigende, at de syntes uforenelige. Ja, hun forbandt de ktoniske guder i underverdenen med menneskenes verden og med de olympiske guders himmelske rige. Hecate var en gudinde og en præstinde, der havde nøglen til sansningens døre. Med sin fakkel ledte hun gæsterne gennem korridorerne mellem liv og død, hvor tiden forsvinder. Crystel Ceresas værker viser fragmenter af disse indvielsesrejser. Vi kan følge hende, når vi falder ned i hendes sorte lærreders dyb, svæver på de iriserende skyer på de sølvblå himle eller betragter et skinnende maleri fra et dunkelt synspunkt.

Ifølge den traditionelle alkymi er verden en perfekt blanding af jord, vand, luft, ild og æter. Airbrush, en ældgammel teknik, som er blevet fundet i adskillige forhistoriske grotter, f.eks. Lascaux og Altamira, fortæller en lignende historie. For tusinder af år siden brugte kunstnerne et strå eller en hul knogle til at blæse farvestof og spyt op på grotternes vægge. De troede på, at kunsten ville forblive indgraveret i deres sjæle, især fordi de smukkeste farver også var de mest giftige og forårsagede alvorlige forandringer i deres bevidsthedstilstand. Crystel Ceresa søger en kontinuitet med dette æteriske rige af drømme, inspiration og visioner. De mærker, hun laver med sin airbrush, er nutidige, men hun bruger de samme farver, af hvilke vore primitive forfædre udvandt eliksirer, trylleformularer og helbredende sten.

Crystel Ceresa åbner dørene ind til mystiske territorier og fører os ud til grænsen til det ubegribelige. Hun er Hecate, som fører os ud på en svimlende rundtur i universets krinkelkroge og ind i vores eget sind. Hun drager os ind i hjertet af disse oprindelige følelser, hun forener det intime og det fjerne, det lillebitte og det kæmpestore, følelser og viden, stof og ånd. Disse følelser bliver afspejlet og oplyst inde i hinanden i en mirakuløs kombination, som i den sidste ende forsoner os med os selv.

Meteoritternes fortryllende perlemorsglans. De skeletagtige omrids af kridhvide, gennemsigtige blomster. Vulkanske himmelske hvælvinger fra det høje nord. En dampende og hypnotisk jungle, lys og strålende. Krystalklare og magnetiske vande. Stærkt farvede, kulørte mandalaer, der virker som kviksand, pulserer og slører vores syn; alt dette gennemtrænger vores hjerne for at lade anima mundi materialisere sig.

Kilde: Galleri Christoffer Egelund

Galleri Christoffer Egelund

Bredgade 75
1260 København K

Ons-fre 15-18
Lør 12-16 og efter aftale

Gratis entré

Kontakt

+45 33939200

Crystel Ceresa: HECATE — ÆTHER
21 feb 202022 mar 2020

Del

'Crystel Ceresa: HECATE — ÆTHER'

Facebook