Close Encounters: Gruppeudstilling
12 nov 202015 nov 2020

Dansehallerne og Den Frie Udstillingsbygning har siden 2018 samarbejdet om konceptet Close Encounters, hvor koreografi og dans indtager kunsthallens historiske udstillingsrum. I år har Dansehallerne ladet sig inspirere af Den Fries funktion som udstillingsbygning, og ændret konceptet for Close Encounters fra en festival til et mere konventionelt udstillingsformat.

Pressefoto.

Dette betyder, at værkerne hverken har start- eller sluttid, og at man som publikum kan opleve dem i hele kunsthallens åbningstid. Publikum kan bevæge sig frit rundt og stoppe ved de enkelte værker, så længe de vil. Denne udgave af Close Encounters udgør dermed en udstilling, hvor de koreografiske værkers indhold og udstillingsbygningens institutionelle rammer smelter sammen.

Mødet mellem koreografi og samtidskunst
Koreograferne Sonja Jokiniemi (FI) og Margrét Sara Guðjónsdóttirs (IS/DE) bidrag til udstillingen bevæger sig i spændingsfeltet mellem koreografi og samtidskunst, og udforsker på hver deres måde, hvordan koreografi kan få en nærmest altomsluttende og installatorisk karakter. I installationen Cranky Chunks, der er skabt specielt til Close Encounters, benytter Jokkiniemi tekstiler, tæpper og tegninger til at koreografere publikums bevægelse rundt i rummet og give dem nye perspektiver. I Conspiracy Archives giver Guðjónsdóttir somatisk dans og koreografi liv gennem Mixed Reality-teknologi.

Danseren i centrum

To af udstillingens kunstnere undersøger, hvordan kunstværker med danserens krop i centrum kan aktiveres i et udstillingsformat. I Fält arbejder Adèle Essle Zeiss (SE) med vægt og ligevægt, hvorigennem hun bogstaveligt talt får dansere til at svæve. I Andros Zins-Brownes (US) Already Unmade bliver den koreografiske energi, der er lagret i danserens krop, dekonstrueret og sammensat på ny i en durational performance.

Kom med på scenen – eller i skabet
I udstillingens sidste to værker inviteres publikum til at træde ind og blive en del af værket. I kunstneren Christian Falsnaes’ (DK) værk STAGE bydes publikum op på scenen, hvor de gennem hovedtelefoner guides til at udføre en koreografi. I Black Yoga Screaming Chamber af Erna Ómarsdóttir & Valdimar Jóhannsson (IS) inviteres publikum ind i et polstret sort skab, hvor de kan skrige af glæde, i frustration eller for at befri deres tanker, og derigennem komme ud som et nyt, afslappet jeg.

Gruppeudstilling: Adéle Essle Zeiss, Andros Zins-Browne, Christian Falsnaes, Erna Ómarsdóttir, Valdemar Jóhannsson, Sonja Jokiniemi og Margrét Sara Gu∂jónsdóttirs

Kilde: Den Frie Udstillingsbygning

Den Frie Udstillingsbygning

Oslo Plads 1
2100 København Ø

Tir-søn 12-18
Tor 12-21

Entré til udstillinger
Under 12 år: Gratis entré

Kontakt

+45 3312 2803

Del

'Close Encounters: Gruppeudstilling'

Facebook