Sophia Kalkau og Ursula Andkjær Olsen: Cirkelbryder
20 sep 201918 jan 2020

Det vibrerer i Diamantens kælder. Ursula Andkjær Olsens viltre tekster løber ned over væggen, de bølger mod trommehinderne som lyd. Ordene fletter sig ind imellem Sophia Kalkaus monumentale kunstværker, der breder sig som store fotoserier og enkelte skulpturer på gulvet. Udstillingen Cirkelbryder giver første gang en introduktion til de to kunstneres mangeårige samarbejde. En hyldest til mødet mellem ord og billeder, stemmer og blik.

Sophia Kalkau og Ursula Andkjær Olsen der står bag udstillingen: <i>Cirkelbryder</i>. Foto: Sarah Giersing / Det Kgl. Bibliotek.
Sophia Kalkau og Ursula Andkjær Olsen der står bag udstillingen: Cirkelbryder. Foto: Sarah Giersing / Det Kgl. Bibliotek.

Sophia Kalkau og Ursula Andkjær Olsen er blandt Danmarks mest fremtrædende navne inden for henholdsvis billedkunst og litteratur. De har hver sin succesfulde karriere, men har gennem et årti også arbejdet sammen. Ikke som et kunstnerkollektiv, der producerer fællesværker, men ved hver især at skabe værker, der går i dialog med udspil fra den anden part. De deler en lyst til med humor og alvor at undersøge de konventioner, der bestemmer, hvad vi kan tænke, se og sige.

Sophia Kalkau er som billedkunstner kendt for et enkelt formsprog: Udgangspunktet er ofte en række geometriske grundformer og hendes egen krop, der danner afsæt for gådefulde fotografier og skulpturer. Værkerne balancerer på en hårfin grænse mellem det genkendelige og det ubestemmelige: Er det en massiv kugle eller en skygge, er det en bule eller et hul, vi ser på?

Ursula Andkjær Olsens tekster kredser tematisk om magt, teknologi, krop, natur og samfund. Hun skriver konsekvent udogmatisk og undersøgende, og i hendes bøger danner modsætninger og uforenelige positioner koordinaterne i et rum, som hele tiden udvider sig hen imod et mere fuldt billede af verden.

Cirkelbryder giver for første gang en samlet introduktion til de to kvinders kunstneriske makkerskab. På udstillingen kan man blandt andet se de håndskrevne manuskripter til Andkjær Olsens første roman Krisehæfterne (2018) sammen med Kalkaus billedspor til bogen – en fotografisk serie af mystiske, blåsorte genstande, rum og landskaber. Desuden kan Kalkaus monumentale fotoserie Off White/Solen er Hvid (2014) opleves. Det har ledsagende tekst af Andkjær Olsen, der til lejligheden indgår i et nykomponeret lydværk af den britiske komponist Juliana Hodkinson.

Kilde: Det Kgl. Bibliotek

Den Sorte Diamant

Søren Kierkegaards Plads 1
1221 København K

Man-fre 10-19, lør 10-18

Entré til udstillinger
Under 18 år: Gratis entré

Kontakt

+45 3347 4747

Sophia Kalkau og Ursula Andkjær Olsen: Cirkelbryder
20 sep 201918 jan 2020

Del

'Sophia Kalkau og Ursula Andkjær Olsen: Cirkelbryder'

Facebook