Christiansen i høj sø
19 jan 201822 apr 2018

Anbefalet under Det skal du se! uge 3
Henning Christiansen ville skabe en bedre verden. Med skønne valse, folkelige melodier og romantiske kompositioner. Musikken var en del af en større kamp mod kapitalismen, EF-musik, skalkeskjul og udenomssnak. Nu viser Museet for Samtidskunst en udstilling med sjældent sete værker fra 1970’erne af en af Danmarks helt store lydkunstnere.

Fra Fluxus og minimalisme til nyromantik
Henning Christiansen er kendt for sin rolle i fluxusbevægelsen og for sine stramme, minimalistiske værker, der førte til et nybrud på den europæiske kunstmusikscene. Men omkring 1970 begyndte Christiansen at skrive en helt anderledes musik. En romantisk og følelsesfuld musik, der står i stærk kontrast til hans tidligere kompositioner. Indtil nu har disse værker været så godt som fraværende i den stadigt stigende bevågenhed om Christiansens kunst, både nationalt og internationalt.

Christiansen beskriver i flere tekster og interviews, at der for ham er en kobling mellem musikkens oprigtighed og en moralsk og politisk stillingtagen til verden. Om et af musikværkerne skriver Henning Christiansen:

“En begyndelse til gode forestillinger om fredelige tider uden fascisme og terror, et liv hvor menneskerne arbejder sammen og vore evner til at glæde hinanden med bl.a. musik, kommer i fuld blomst. Der skal flyttes nogle kommaer inden. Milliarder skal fordeles til alles fordel. Vi er på vej – halvdelen – videre frem kunne godt være at begynde med det gode og lade det gode kappe hovedet af det onde, når det viser sit brølende dragehoved. Akkurat som i de gode gamle eventyr.”

Om udstillingen
I samarbejde med DR og Henning Christiansens Arkiv vises sjældne TV-værker, partiturer, scenografi-skitser, interviews og andre genstande, der ikke er blevet udstillet før. Med på udstillingen er også tre nye værker af unge kunstnere, som perspektiverer det følelsesfulde, oprigtige og melodiøse i Christiansens kompositioner til i dag.

TV-kunst i Danmarks Radio i 1970’erne
Fra slutningen af 1960’erne skaber Christiansens flere store TV-værker og skriver musikken til en række film. For første gang siden 1970’erne viser museet klip fra to produktioner, som Christiansen har skabt til DR. Det drejer sig om Satie i høj sø fra 1974 og Den otteøjede skorpion fra 1979.

Dyrehaven, den romantiske skov
Man kan også opleve Christiansens musik i den dokumentariske kunstfilm Dyrehaven, den romantiske skov fra 1969 instrueret af Per Kirkeby og Jørgen Leth. Filmen viser Dyrehaven i løbet af fire årstider og trækker på Dyrehavens nationalromantiske associationer i de smukke filmbilleder, der minder om guldalderlandskabet.

Henning Christiansen. Privatfoto, Henning Christiansens Arkiv

Den forsvundne fuldmægtig
Christiansen skrev også musikken til filmatiseringen af Hans Scherfigs klassiker Den forsvundne fuldmægtig. På udstillingen kan publikum høre udvalgte stykker fra filmens lydside. Historien handler om den pæne embedsmand spillet af Ove Sprogøe, der fingerer sit eget selvmord og derefter starter forfra med en ny identitet. Om Den forsvundne fuldmægtig skriver Christiansen:

“Jeg har villet skrive en ægte kommunistmusik, vaskeægte toner. Væk med EFmusikken, elektrofonien og kryptiske musikalske eksesser, Darmstads-gas og den kvæstede østerlandske filosofiske import, skalkeskjul, udenomssnak. Videre med den progressive menneskelighed. Borgerløn. Produktionsmidlerne og jorden skal tilhøre os alle, og vi skal have glæde af det. Rent symbolsk hænger mit håb i tonerne i filmens sidste klavervals, spillet af rigtige menneskehænder.”

Unge kunstnere i dialog med Christiansen
Med på udstillingen er tre nye værker. Mira Winding bidrager med vægmalerier skabt til udstillingen. Komponist og kunstner Anders Lauge Meldgaard har omkomponeret et af Christiansens værker til et nyt videoværk, som vil blive uropført på museet. Kunstnergruppen LOL Beslutnings værk Destina & Destine og Den otteøjede skorpion omarbejder dele af teksten fra Christiansens krimiopera.

Kilde: Museet for Samtidskunst

Museet for Samtidskunst

Roskilde

Tilgængelighed:

Niveaufri adgang - nej
, men der er mulighed for lån af elevator
Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - ja

Udstillinger på skiftende lokationer eller online

Kontakt

+45 4631 6570

Christiansen i høj sø
19 jan 201822 apr 2018

Del

'Christiansen i høj sø'

Facebook