Charlotte Nielsen: Flammespor

14 jul 201818 aug 2018

Keramiker Charlotte Nielsen er kendt for værker med styrke og karakter. I udstillingen Flammespor er værkerne inspireret af store maskindele, naturens påvirkning af materialet og keramikkens tidlige historie. Ilden er essentiel i rakubrændingen, og den sætter sine aftryk på værkerne. Charlotte Nielsens krukker og kar trækker på urgamle grundformer, men overfladen ligner forvitret jern fra vores senmoderne tidsalder. Inspirationen kommer blandt andet fra gamle maskindele, som Charlotte Nielsen som smededatter har været omgivet af hele sin barndom. Skruen, hvis spiralbevægelse drejer sig om en central form eller lægger sig som lameller rundt om krukken, er et gennemgående motiv.

“Inspirationen til spiralmotivet kom efter at have arbejdet med pladeteknik i flere år. Her arbejdede jeg allerede med store elementer og tydelige svejsninger, men en dag gik jeg på en mark, og så fandt jeg nogle maskindele fra en traktor. Jeg blev optaget af den måde, de var eroderede i overfladen, og jeg har noget med metal, for jeg er vokset op i et metalværksted. Jeg kunne se nogle spiralformer, som var i familie med skruen, men meget grove. Det begyndte jeg at arbejde videre med og udvikle.” – Charlotte Nielsen

Senmoderne forfald og urgamle formforbindelser
I sine seneste værker har Charlotte Nielsen fundet inspiration i temaet ’rødder’. Rødder tilbage igennem håndværket, dels tilbage til tragtbægerkarret, som kendes fra arkæologiske fund fra den tidlige agerbrugskultur i Danmark. Rødderne når også tilbage til keramikkens tidlige historie og i det globalt samlende formsprog, som krukker og skåle er en del af. Hendes værker er dog ikke brugsting. De er kun formet som brugsting, for at vi i oplevelsen af dem kan forbinde os med vores ældste fortid og fælles slægtskaber på tværs af kulturer.

Raku gentænkt
Rakubrænding ligger i hjertet af Charlotte Nielsens praksis. Hun søger at bringe teknikken nye steder hen, og i disse år arbejder hun i større og større formater. Det giver udfordringer i brændingerne, hvor de store emner skal løftes rødglødende ud af ilden og kastes til med savsmuld. Det der optager hende er nuancerne, flammesporene og processen omkring brændingerne i jorden ude foran værkstedet. For den disciplinerede samtidskeramiker ligger der en længsel efter, som vores forfædre, at sidde om bålet og at gå fysisk i kontakt med jorden. Udøvelsen af det daglige arbejde, som giver nærvær og optager hænderne i en ellers forhastet samtid. I keramikken kan denne tiltrækning ses særligt i værkernes overflader, som virker åbne, nærmest porøse som rustent jern. Charlotte søger mod det punkt, hvor værket næsten går i stykker og bliver til natur. Det opnår hun blandt andet ved at bruge en lerblanding, som indeholder papirmasse. Værkerne er behandlet med kobbercarbonat, som i rakubrændingen giver en række rødlige toner i overfladen – ikke ulig rustent jern. Processen er lunefuld, og der kommer stadig overraskelser ud af ovnene.

Kilde: Officinet – Danske Kunsthåndværkere & Designere