Carsten Frank: A Kind of Human Trash
8 apr 201728 maj 2017

‘Problemet for de vestlige højhastighedssamfund er, at de er fanget af accelerationen’. Det kan ingen blive ved at følge med til, og det afføder en slags bedøvelse eller manglende stillingtagen. I den endeløse strøm af information og ny teknologi, opgiver det enkelte menneske at forholde sig kritisk, og det er den modsatte konsekvens af det ønskede. Hvordan skal jeg som menneske og kunstner forholde mig til den problematik? Min pensel må blive min løftede pegefinger, og mine politiske billeder må blive mit bidrag til at ændre på det opdrag og den tidsånd vi lever i, og dermed være med til at skabe grobund for en ny og bedre verden. Det er ambitiøst og muligvis også naivt, men nogen stoppede jo dog den franske solkonge engang, da tingenes tilstand blev for grumme og groteske. Derfor skal nutidens bank-mafia, og magtsyge folkeforførere passe på, for hvis først masserne trues på livet, springer blodet.

Pressefoto

Når Hamlet i Shakespeares skuespil kunne dræbe, var det jo fordi han blev provokeret til det. Og når jeg maler H.C. Andersen siddende trist og nedtrykt læse op fra en bog uden ord, så er det jo fordi der ikke findes ord for meningsløs krig og ødelæggelse. Det som skulle være et smukt eventyr for børnene, bliver i stedet en grusom historie, som de må græde over at høre. I det hele taget bløder vores moderne civilisation, og for at holde det ud vender vi ryggen til problemerne, og haster ligesom bare videre med bind for øjnene. ”Jeg så det ikke”, siger vi så, og passerer selv den døde Jesus på korset, alt i mens den kriminelle handling bare finder sted. Men vi burde måske tvært i mod standse op, og spejle os selv i Jesus ansigt. Det gjorde jeg selv i maleprocessen med portrættet af ham, og undfangede et uforklarligt udtryk i øjnene – så voldsomt faktisk, at jeg selv måtte vende ansigtet bort. Og stadig har jeg svært ved at betragte dette portræt.

Manglende mod og vilje til forandring hober sig op inde i os, og det bliver til en slags menneskelig affald, som vi ikke rigtig kan komme af med. Både mentalt og fysisk lever vi derfor med en accelererende forurening, så vi rent ud sagt er ved at drukne i vores eget lort. Det kan man som menneske ikke holde ud, og det må man derfor ind i mellem skifte ud med et andet rum – en pause. For selvfølgelig findes også skønheden i vores tid. Den er bare blevet forbandet svær at få øje på, fordi tidsånden lukker af for det naturlige udsyn. Men det må være et legitimt ærinde også som kunstner, at finde pausen og skønne på livet. Det gør jeg f.eks. når jeg portrætterer Karin i vores spanske eksil, hvor der er plads til ro og fordybelse, og det gør jeg i det hele taget gennem mine ekspressive naturbilleder, som nok rummer vildskab og mørke, men som også har lyset i sig. Jeg finder også ro og pause ved at fordybe mig i digtningen og poesien, og gennem ordene beskrive den natur, og naturlighed vi længes efter.

Værkerne i nærværende katalog er enkeltvis flankeret af en uddybende tekst. Mange af disse ord og tanker er skrevet af kunsthistoriker og historiker dr. phil Leo Tandrup (Markeret som L.T.), som står bag en række af de de enkelte billedanalyser. I reglen er teksterne hentet i hans omfattende bog fra 2015 Hvid – Sort – Rød om mig, mit liv og min kunst. Andre tekster er mine egne (Markeret med C.F.)

Tak til offentlige institutioner, virksomheder samt private personer for venligt udlån af værker. Tak til Vestjyllands Kunstpavillon fordi I kunne se potentialet i min kunst, og tak til alle jer omkring mig i livet, som troligt følger med.

Kilde: Vestjyllands Kunstpavillion

Tir-søn 13-17

Entré til udstillinger
Under 18 år: gratis entré

Kontakt

+45 97172879

Carsten Frank: A Kind of Human Trash
8 apr 201728 maj 2017

Del

'Carsten Frank: A Kind of Human Trash'

Facebook