Camilla arbejder med kasserede genstande og materialer og den ensomhed, forgængelighed og frihed, der genklinger fra dette, der er uden værdi for andre. Værket FRONT tager afsæt i et stykke spand fundet langs indsejlingen til Sydhavns Havn.

København er i øjeblikket under langvarig ombygning i forbindelse med metrobyggeriet og andre større anlægsprojekter. I den forbindelse er flere skulpturer gemt væk og pakket ned, men en af de hengemte skulpturer er kommet frem i lyset igen. På foranledning af udstillingsstedet Sydhavn Station, er Charles Svejstrup Madsens skulptur ”Fiskerkone” fra Gl. Strand, opstillet på Sydhavn Stations Plads, i et år fra juli 2015 til juli 2016.
I løbet af opstillingsperioden bliver fiskerkonen endvidere akkompagneret af nutidskunst i et stort billboard, der er sat op uden på stationen på en mur under jernbanebroen. Heri vil de 10 kunstnere bag Udstillingsstedet Sydhavn Station, lave skiftende udstillinger i plakatformat der på forskellige måder forholder sig til besøget. Den syvende kunstner i rækken er Camilla Rasborg. De øvrige kunstnere er: Jens Axel Beck, Sonja Lillebæk Christensen, Claus Ejner, Thorgej Steen Hansen, Anne Skole Overgaard, Heidi Hove, Morten Jacobsen, Mette Juul og Ulla Hvejsel.
Kilde: Udstillingsstedet Sydhavn Station
Ernst Kapers Vej 1
2450 København SV
Tor-søn 13-17
Dele af udstillingen er døgnåben
Gratis adgang