Birgitte Vad: Jeg maler dig – jeg elsker dig
21 aug 202026 sep 2020

Sidste chance

På Birgitte Vads første soloudstilling har kunstneren taget udgangspunkt i den allernærmeste og personlige historie. Hun har siet alt uvæsentligt fra for at gå helt tæt på sin familie og gøre hendes minder om dem til en farverig forevigelse på papir og lærred.

Birgitte Vad: Puertito Teresse, gouache på papir, 2020

Birgitte Vad vil gerne male ”noget vigtigt” – noget der betyder noget. Og lige meget, hvordan hun vender og drejer det, så er det menneskerne omkring hende, der indtager den plads.

Så til hendes første soloudstilling er det de gamle fotos fra gemmerne samt nye fotos fra telefonen, der er blevet det gennemgående motiv. Her har hun samlet nutiden og fortiden i en samling af portrætter. Det er ungdomsbilledet af hendes far i London, da hans kuffert var blevet stjålet og han måtte købe nyt tøj fra top til tå. Det er hendes mor på stranden, portrætter af venner, hendes bror og manden i hendes liv med en blomst bag øret.

I serien af portrætter er det alle Vads fotoalbums, der er blevet kigget igennem og valgt ud i. Det behøver ikke være det perfekte foto, men bare ansigtsudtrykket er noget særligt – alt det andet ændrer hun alligevel på. Et par selvportrætter har også sneget sig ind. Alt i alt er det blevet til en samling af gouacher på papir og olie på lærred – det bedste og de bedste: ” Ind igennem mit hjerte og ud af min hånd” siger Birgitte Vad.

Om Birgitte Vad (f. 1980)
Birgitte Vad er uddannet fra Kunstakademiets Designskole i 2009. Birgitte Vad maler mennesker og særligt kvindekroppen. Figurerne er malet ekspressivt med karakteristiske brede og spontane konturstreger og er som opstået af en øjeblikkelig inspiration. Den skitseprægede streg går ikke på kompromis med udtrykket, men formidler med en legende lethed et særegent blik i hver enkel figur. Farvernes kvaliteter og sammensætning synes dog at være det overskyggende anliggende for Birgitte Vad. Hvert maleri er en kombination af stærke farver og en afprøvning af deres forhold. Vad beskriver selv, at hun for evigt ville kunne dykke rundt i arbejdet med farvernes harmoni. Interessen for farver og kroppen ligger tilbage fra hendes uddannelse og år i modebranchen, hvor netop disse to parametre danner grundlaget for modefaget. I marts 2020 malede Vad to portrætter af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II i forbindelse med hendes 80 års fødselsdag, hvoraf det ene portræt er blevet rekvireret af Kongehuset.

Kilde: Format Artspace

Format Artspace

Nansensgade 35
1366 København K

Ons-fre 12-17, lør 11-15

Gratis entré

Kontakt

+45 4089 4224

Birgitte Vad: Jeg maler dig – jeg elsker dig
21 aug 202026 sep 2020

Del

'Birgitte Vad: Jeg maler dig - jeg elsker dig'

Facebook