Betamax
4 feb 202226 mar 2022

Pressefoto: Sebastiano Pellion.

Anbefalet under Det skal du se! uge 5.

Udstillingstitlen Betamax kommer fra Sonys 12,7 mm hjemmevideobåndformat, der blev lanceret i 1975. Navnet kommer af videobåndets løbeværk, der ligner det græske bogstav beta. På trods af flere fordele som fx bedre billedkvalitet blev det alligevel udkonkurreret af VHS-systemet på det globale marked. I dag tilhører VHS- og Betamax-formaterne en svunden tid, der for yngre generationer måske blot eksisterer som ord uden krop. Ord der er gledet ud af sproget og erstattet af nye standarder for digital repræsentation som JPEG eller NFT. Etymologisk set er ordet ’teknologi’ sammensat af téchnë, græsk for kunst og håndværk, og lógos, der betyder tanke og fornuft. Siden hen har teknologien i den grad bevæget sig væk fra sine oprindelige betydningsnuancer og påtaget sig en almægtig og til tider inhuman karakter.

”Det at bevidstheden hele tiden frembringer noget nyt, der er farvet af det, som det lige har været og straks skal blive, den evige forløben, selve fænomenet tilblivelsen af bevidsthedstilstande, dét er tiden. At være i tiden vil derfor sige at være tilblivende i en heterogen, kontinuerlig strøm af ’har været, er, vil blive’.”

Kunstens væsen er nonlineær – ligesom vores tidsopfattelse. I udstillingen præsenteres syv forskellige praksisser, der sammenlagt strækker sig over fire generationer. Med deres individuelt funderede erfaringsgrundlag repræsenterer de forskellige aftryk i samtiden. Spor der krydser hinanden på tværs af medier. Det er et sammentræf, der, ligesom det nonrepræsentative maleri, aldrig er et resultat af tilfældigheder, men derimod af lagrede bevægelser og forståelsesmønstre, der opererer mellem flere bevidstheder.

Det er en psykologisk og fysisk algoritme, som benyttes til at skabe, undersøge og løse problemstillinger i skabelsesprocessen. På samme måde som i de kamerabaserede værker på udstillingen er det selve processen bag billedet, der udgør det endelige resultat. Vi præsenteres her for manipulerede overvågningsbilleder, som er blevet affotograferet fra skærmen som et analogt screenshot. Det er værker med et indbygget vakuum på 40 år – studier i tidlig digital billedeksperimentering, der dog ikke umiddelbart kan sættes ind i en specifik tidsramme, da værkernes tilblivelsesproces strækker sig over fire årtier.

Ideen om et kontinuerligt udfoldelsesrum fortsættes i skulpturer, der fremstår både åbne, eksakte og uafsluttede i deres fortælling – et netværk, der samler flere rumligheder i én. Udstillingen former et sammensat netværk, hvori de større installationer dannes af objekter, som har gennemgået en fysisk kumulativ reduktion og redistribuering af energi – fra kolossale vertikale bindeled mellem himmel og jord til åbninger, der forener naturen med civilisationen. Flere af værkerne arbejder på individuel vis med foreningen af industrielt materiale og forskellige former for håndværk. Detaljen er ikke ophøjet, men er derimod essentiel for helheden – og helheden ligger samtidig i hver enkelt detalje. I fællesskab danner udstillingens værker et samlet bevægelsesmønster, der tidsmæssigt peger både bagud, fremad og sidelæns.

Et ’generationstab’ kan umiddelbart forstås som et udtryk for en årgang af mennesker, der har mistet noget. Oprindeligt er der dog tale om en teknisk betegnelse for en kumulativ forringelse af kvalitet, der opstår, når en kopi gentages over tid. Menneskets genetiske arvemateriale er resultatet af replikation, der på den måde sikrer dna’ets stabile videreførelse fra generation til generation. Ligesom kromosomerne i vores celler er menneskets kultur baseret på videreførelse. Vores forskellige kulturers dna er opbygget af ritualer og fremstår ofte så heterogen i sin form, at den synes at overgå̊ vores egen biologi i kompleksitet.2 I lyset af kulturens videreførelse kan ’generationstabet’ tværtimod fremmane en kunstnerisk værdi; for ved hver gentagelse bliver formsproget mere informeret. Og de små afvigelser eller forskydninger, gentagelsen måtte medføre, danner grobund for ny erfaring. Man fristes til at spørge, om gentagelsen overhovedet findes – eller om der udelukkende er tale om insisteren på udvikling?

Udstillende kunstnere: Charlotte Brüel, Rebecca Lindsmyr, Iulia Nistor, Lea Porsager, Sonia Landy Sheridan, Tove Storch, and Haegue Yang.

Kilde: Niels Stærk

NILS STÆRK

Glentevej 49
2400 København NV

Tir-fre 11-17
Lør 11-15

Lukket fra 16 jul - 1 aug
Lukket om lørdagene i Juli og August.

Gratis entré

Kontakt

+45 32544562

Betamax
4 feb 202226 mar 2022

Del

'Betamax'

Facebook