Bent Rej & Søren Solkær
6 sep 201717 sep 2017

Martin Asbæk Gallery vil gerne byde velkommen til et enestående møde mellem to af tidens største rockfotografer, Bent Rej og Søren Solkær.
Begge er de kendt for deres karismatiske portrætter af musikere; Rej for 60ernes ikoner, såsom The Rolling Stones, The Beatles og The Who og Solkær for mere nutidige musikere som Björk, Adele, The White Stripes, Arctic Monkeys og Amy Winehouse. Begge har de haft musikken og dens legender som kreativ kilde og deres visuelle udtryks forskelle og ligheder bliver i udstillingen sløret til fordel for de nye æstetiske udtryk, fotografierne skaber sammen.

Søren Solkær har i forbindelse med og i forlængelse af udstillingen fået mulighed for at dykke ned i Bent Rejs fascinerende portfolio og har lavet et udvalgt af nogle af hans mest interessante portrætfotografier. Udstillingen er derfor præget af Solkærs blik på Rejs arbejde gennem mange år, sat sammen parvis med Solkærs egne billeder.

Dette opleves konkret i udstillingen, hvor man, når man bevæger sig igennem gallerirummet, kan betragte Rejs fotografier side om side med Solkærs, placeret og udvalgt på baggrund af enten tema, komposition, farve, stemning eller motiv. Fotografierne er ikke blot visuelle ekkoer, af tidens legendariske musikere men også kikhuller ind til et musikalsk, sprudlende og foranderligt univers. Samtidig skaber fotografierne, i samspil med hinanden, et nyt udtryk, en ny stemning, som tilfører hvert fotografi ny mening. Udstillingen bygges på denne måde op som en spejling af de to profiler, hvor fortid og nutid mødes i et nyt univers og i en ny forståelse.

Foto: Søren Solkær

Solkærs fotografering er karakteriseret ved at finde et spændingspunkt mellem intimitet og kant. Hans portrætter betragtes ofte som filmisk i tone og med en karakteristisk farvepalet. Parallelt med Solkærs intense, filmiske portrætter præsenteres Rejs stærke til dels sort/hvid fotografier af 60ernes musikikoner.

Bent Rej (1940-2016) dansk fotograf. Bent Rej var blandt de få fotografer, der fik lov til at følge de store pop- og rockgrupper fra 60’ernes karismatiske musikscene på tæt hold. Rej er mest kendt for sine portrætter af det ikoniske rockband The Rolling Stones. Disse fotografier indgik bl.a. i og fik stor betydning for fotobogen The Rolling Stones, der i 2014 udkom på det tyske forlag Taschen.

Søren Solkær (f. 1969) har en BA i Nordisk litteratur fra Aarhus Universitet samt en BA i Fotografi fra FAMU, Photo & Film Academy i Prag. Solkær har siden sin dimittering i 1995 udstillet på utallige danske og udenlandske udstillingssteder, heriblandt Brandts Klædefabrik, Fotografisk Center, Trapholt museum, Kistefos Museum i Norge og Art Equity i Sydney for blot at nævne nogle få. Har udgivet fire kunstfotobøger de seneste 10 år.

Kilde: Martin Asbæk Gallery

Martin Asbæk Gallery

Bredgade 23
1260 København K

Tilgængelighed:
Niveaufri adgang - nej

Handicaptoilet - nej

Gratis for ledsager - ja

Tirs-fre 11-18
Lør 11-16

Gratis entré

Kontakt

+45 3315 4045

Bent Rej & Søren Solkær
6 sep 201717 sep 2017

Del

'Bent Rej & Søren Solkær'

Facebook