Astrid Marie Christiansen: Pardon My Darlings
23 feb 20171 apr 2017

For Astrid Marie Christiansens malerier er skulpturelle. De kan være skæve, asymmetriske, uregelmæssige, og så er de rumlige, ligesom møblerne i vore stuer. Et billede og rummet, hvor det hænger, har dermed opnået en form for ligestilling. Derfor kan hendes billeder også inddrage det omgivende rum ved den måde, vi oplever dem begge på: Dvs. som en helhed. Rummet trækker på hendes billeder, ligesom billederne også trækker på rummet. Ikke mindst derfor har hun fået betroet visse udsmykningsopgaver. Udsmykninger er altid en slags bundne opgaver. Kunstneren kan kun til en vis grad gøre lige, hvad hun har lyst til at gøre. Hun må indordne sig. Stedet og omstændighederne forpligter. Det er på den baggrund, at udstillingen Pardon My Darlings skal ses. For her har hun givet sig selv frie hænder. Her har hun malet lige, hvad hun havde lyst til. Her er det hende selv, der både har stillet opgaven – og løst den.

Pressefoto

Så utraditionelt – og abstrakt – har Astrid Marie Christiansen ikke altid arbejdet. Hendes tidligste billeder var ikke abstrakte. De var figurative, de forestillede noget og henviste til noget, og det var med den type billeder, at hun blev optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2006. Da hun havde fulgt akademiets undervisning i fem år, begyndte hun at ændre sit syn på maleriet. Hun fandt, at det ikke kun skulle betragtes som en firkantet flade, det var et slags objekt, som også burde kunne bemales på siderne. Hvis der var en ydre inspiration til den måde at udvide maleriet på, stammede den måske fra Mary Heilmann, en ældre amerikansk kunstner, eller fra hendes kollega Frank Stella. Men der var farven til forskel. Astrid Marie Christiansens farver er ofte blege, hun har ikke været bange for at bruge kaffe som malemiddel, udover akrylfarven. Kaffen kombineret med den sarte kolorit har givet billederne en særlig sanselighed og skrøbelighed, og så holder hun af at indarbejde nogle små skævheder eller brudflader i kompositionen. Men billederne er altid udført i overensstemmelse med en plan. De er ikke spontane eller tilfældige. For hun kan først bestemme sig for rammens proportioner, når hun ved, hvordan billedet skal se ud. Rammens form er med til at bestemme farven og maleriets komposition. Men maleriets komposition er også med til at bestemme rammens udseende. De to betinger hinanden og indordner sig efter hinanden. Men der er dog altid plads til, at kunstneren kan overraske sig selv. Det har hun også gjort denne gang.

Astrid Marie Christiansen (f. 1981) er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2006-2012. Hun debuterede i 2009.

Kilde: Politikens Galleri

Politikens Forhal

Politikens Forhal
Rådhuspladsen 37
1785 København V

Man-fre 8.30-19
Lør 10-14

Gratis entré

Kontakt

+45 22813616

Astrid Marie Christiansen: Pardon My Darlings
23 feb 20171 apr 2017

Del

'Astrid Marie Christiansen: Pardon My Darlings'

Facebook