Astrid Holm & Co.
12 sep 201926 jan 2020

Astrid Holm: Udsigt over Collioure, 1913. Pressefoto: SMK.

Udstillingen Astrid Holm & Co. på Øregaard Museum genopdager en af de centrale skikkelser i dansk modernisme.

Astrid Holm (1876-1937) var kosmopolit, Matisse-elev og optaget af at skabe gode muligheder for samtidens unge kunstnere. Udstillingen viser, hvordan Holm og kollegerne Ebba Carstensen (Danmark), Vera Nilsson (Sverige) og Júlíana Sveinsdóttir (Island) udgjorde et progressivt netværk af kunstnere, der bidrog til fornyelsen af billedkunsten i de første årtier af det 20. århundrede.

Da kun meget få værker af Astrid Holm er i museumseje og en stor del af hendes arbejder formodes at være gået tabt, er det første gang siden hendes mindeudstilling i 1939, at man kan få et større indblik i hendes kunst.

Udstillingen former sig som en kollektiv fortælling om en kreds af kvindelige kunstnere med Astrid Holm i centrum, og giver et retrospektivt indblik i Holms alsidige kunstpraksis. Fra hendes tidlige udvikling med inspiration fra Matisse og fransk fauvisme til de senere år, hvor hun arbejdede som underviser.

Astrid Holm & Co. præsenterer 70-80 værker fordelt på maleri, tegning, keramik og vævning fra museer og private ejere i ind- og udland. Med værker af både Holm, Carstensen, Sveinsdóttir og Nilsson kan man i udstillingen opleve de fire kunstneres individuelle egenart, men også de forbindelser, der kan trækkes imellem dem, hvad angår motivvalg og malemåde. Ved at samle den lille kreds af kunstnerkammerater tilbyder udstillingen unikke muligheder for at undersøge en række væsentlige spørgsmål, der handler om de særlige vilkår og sammenhænge, som de kvindelige kunstneres værker blev skabt i i den første del af det 20. århundrede.

Kilde: Øregaard Museum

Øregaard Museum

Ørehøj Allé 2
2900 Hellerup

Lukket indtil 2. februar

Ons-fre 13-16
Lør-søn 12-16

Entré til udstillinger
Under 18 år: Gratis entré

Kontakt

+45 39985790

Astrid Holm & Co.
12 sep 201926 jan 2020

Del

'Astrid Holm & Co.'

Facebook