Asmund Havsteen-Mikkelsen: Lost in Space
23 aug 201922 sep 2019

Asmund Havsteen-Mikkelsen: Open To the Outdoors, 2019.

Asmund Havsteen-Mikkelsens udstilling kredser på forskellig vis om arkitekturens forhold til naturen som både underlæggende grund, hvorpå arkitekturen hviler, og som den horisont, der åbner sig igennem arkitekturens vinduer. Mest markant er det store panoramiske maleri Open to the Outdoors, hvor naturen både spejles i store glasfacader og ses igennem bygningens forskellige rum. Forholdet mellem beskuer og motivet er næsten én til én, så der visse steder i maleriet opnås samme effekt som i det abstrakte Color field maleri. Det centralperspektivistiske rum udvider sig horisontalt og omslutter beskueren, der absorberes i et grønt udflydende rum, hvor bygningens hårde linjer modsvares af en sløret nærmest drømmeagtig natur.

I formel kontrast til det monumentale maleri står de små intense malerier, der til fælles har enlige modernistiske huse, der befinder sig enten i vildmarken, ’off-grid’, eller på kanten af et stort ocean. Billederne viser arkitektur, der forekommer ’fortabt’ i et grænseløst rum, uden nogen videre forbindelse til civilisation eller andre sociale realiteter. Igennem både det store og de små værker ser vi således billeder af arkitekturen, der på to vidt forskellige måder virker ’lost in space’. En titel der, ifølge kunstneren selv, er et ordret citat fra en debataften med den franske filosof Bruno Latour, der i foråret gæstede København i forbindelse med sin nye bog Ned på Jorden. Ifølge Latour er vi endnu ikke kommet ned på jorden, men svæver stadig i en modernistisk forestilling om en abstrakt natur, der nu ’slår tilbage’ som klimakrisen. Udstillingens værker kan ses som en melankolsk kommentar til den stadige store udfordring – og afstand – til løsningen på klimakrisen.

Lost in Space er Asmund Havsteen-Mikkelsens fjerde soloudstilling i Galleri KANT.

Udstillingen finder sted samtidig med lanceringen af den nye monografi Mentalscapes.

Galleri KANT

St. Kongensgade 3, Baghuset
1264 København K

Tirs-fre 12-18
Lør 12-16 eller efter aftale

Gratis entré

Kontakt

+45 2946 6331

Asmund Havsteen-Mikkelsen: Lost in Space
23 aug 201922 sep 2019

Del

'Asmund Havsteen-Mikkelsen: Lost in Space'

Facebook