Apparat, apparat, apparat

21 aug 202124 okt 2021

Anbefalet under Det skal du se! uge 33

Fra de simpleste mekaniske anordninger, til internettets abstrakte algoritmer, hvis uoverskuelige dybder vi kun overfladisk strejfer på mobiltelefonens glatte touchscreen: Apparaterne er overalt! Vi er omgivet af apparater, vi er i apparater, ja i en vis forstand er vi selv apparater. Det er udgangspunktet for Kim Grønborgs totalinstallation og udstilling Apparat, apparat, apparat, der fra 21. august til 24. oktober kan opleves i JANUS – Vestjyllands Kunstmuseum.

Mobiltelefonen har efterhånden udviklet sig til en kybernetisk forlængelse af vores kroppe. Når den er slukket, er den lige så død og uudgrundelig, som monolitten i Stanley Kubricks Rumrejsen 2001. En sort, firkantet genstand – og intet andet. Men vækkes den til live, forvandles den lille, uanselige kasse pludselig til en adgangsgivende portal til en verden, hvis udstrækning vi umuligt kan overskue. Et hjemsted for alverdens applikationer, hvis formål (angiveligt) er at opfylde brugerens behov, men hvis egentlige indre funktion synes stadig mere uigennemskuelig, og hvis simple brugerflade bevidst slører dens virkelige, fremmedgørende kompleksitet.

Og det er ikke kun mobiltelefonen. Elpærer, køleskabe og andre ”smarte” apparater, der i disse år gør deres indtog i hjemmet, lyver alle om deres virkelige kompleksitet, og de netværk og processer hvori de indgår. Vi er uløseligt sammenfiltret med apparaterne: Vi er i dem og de er i os.

Og det betænkelige er, at vi ikke længere er i stand til at gennemskue, hvilke sammenhænge vi i virkeligheden indgår i, når vi interagerer med disse genstande. Sender vores køleskab informationer til et datacenter i USA? Sælges disse oplysninger om forbrugeradfærd videre? Når vi ser på apparatet, kan vi ikke umiddelbart afgøre, om det kan noget, har nogen funktion, eller om det bare er. Heller ikke om det vil os det godt eller ondt, og samtidig er det stadigt vanskeligere at overskue dets indre arbejdsgange og hvem der i den sidste ende styrer apparatet!

Ulogiske anti-apparater

Kim Grønborgs kunstneriske praksis har de seneste år været centreret omkring installationer, der præsenterer sig som store, maskinelle konstruktioner og performances, relateret til projektet SoNA (Society for Nonproductive Activities), der satiriserer over apparaternes værdi, rationalitet og produktion ved at mime disse i nye og eksperimenterende former.

Værkerne blander ingeniørkunst og teater som konkret kunstnerisk statement. De tilsyneladende ulogiske ”helvedesmaskiner”, skabt af det kasserede og umiddelbart usmukke, stiller spørgsmålet: Hvornår har noget værdi og hvilke former for værdier er det?

Udstillingen i JANUS er en antitese til den grundantagelse, at apparaterne arbejder logisk, og er til for at servicere os. Den udfoldes i tre rum, hvor beskueren bevæger sig rundt ad labyrintiske gange omgivet af semitransparente vægge med projektioner, roterende mekanik og lydcollager. Men dét publikum oplever manifesteret i installationerne et resultatet af processer, der ikke altid er tydelige for beskueren.

I hele udstillingsperioden påvirkes de enkelte værker af forskellige digitale og mekaniske kilder, som eksempelvis baggrundsstråling, vind, lyd, timere, sensorer og direkte fysisk påvirkning, der udløser reaktioner, hvis sammenhæng ikke er umiddelbart gennemskuelig. Selvom kausaliteten nogle gange er åbenlys, vil man ikke altid kunne se, hvor påvirkningen opstår, eller hvad den resulterer i, som fx. den store, gule lyttestation uden for bygningen eller væggene, der langsomt flytter sig.

Udstillingen er i en konstant tilstand af bevægelse og rekonfiguration. Skærme lyser periodisk op, og instruerer assistenter i hvide kitler i at omplacere installationens arkitektur. De fodres løbende med instrukser om diverse handlinger i udstillingsrummene, når Grønborg selv fremsender instruktioner fra bl.a. Tokyo, hvor han er i residency i noget af udstillingsperioden.

Dermed indgår udstillingsrummet i Tistrup hele tiden i netværksrelationer med en bredere omverden, som en fortløbende proces af små forskydninger i hele udstillingsperioden; et arbejdende apparat, en ”data-hub”, hvor udstillingsstedet transformeres og akkumulerer funktioner og ukendte forbindelser, der postulerer en tilsyneladende vigtighed og tilknytning til verden udenfor. Et selvreferentielt system, ubrugeligt og løsrevet fra betydning.