Midt i livets alvor lukker Annemette Lichtenberg forårsblæsten ind og hvirvler op i vores former og begreber. Med farver og humør. Hun er rig på perspektiver – i menneskelivet, blandt naturens elementer, det oprindelige, det genkendelige, det foranderlige.
Blomster vokser op så høje som skilte. Der vækstes i samfundet! Nogle sidder på den grønne gren og nyder udsigten. Det er skønt blot at være til stede i verden og se det hele lidt fra oven – i blæsevejr, sol og regn. Måske er det de velbjergedes grønne gren? Eller den grønne klimagren. Det kan også være, at man sidder på en lidt tyndere, og mere udsat gren, som gynger og kan knække. Hvad er udsigten? Status quo udfordres af udsigten til forandring. Man kan tolke på mange niveauer.
Med mixed media, akryl, collage, oliekridt, oilbar skaber hun et billedsprog, der viser en særlig at bruge former, mønstre og materialer til at balancere kontrast og lethed, det monumentale med det vægtløse. En mangfoldighed af figurer eller billedelementer står fast eller svæver: væsener, sjove, skøre, fine personligheder, mange huse, som vi går ind og ud af, skibe, et par færger, fugle, fisk. Aktivitet og mylder. Og i al mangfoldigheden græs som vokser, det helt enkle liv. En slags ensomhed. Eller stilhed.
Der er både stormvejr og stilhed i billederne, og man kan godt blive lidt i tvivl om elementerne sidder ufrivilligt fast eller bare tager et hvil i blæsten – en følelse som er højaktuel i tidens Danmark, hvor dagliglivet udspiller sig mens verden vendes på hovedet.
Kilde: Galerie Pi
