Anette Harboe Flensburg: vi bor i hinanden
31 maj 201919 jun 2019

Anette Harboe Flensburg, <em>Vi bor i hinanden</em>, 2019.
Anette Harboe Flensburg, Vi bor i hinanden, 2019.

Anette Harboe Flensburgs værk til RoofTop er udsagnet vi bor i hinanden. Sætningen står åben i det offentlige rum, hvor et utal af menneskers veje dagligt krydses. At bo i hinanden knytter sig an til forestillingen om, at man bærer andre mennesker med sig. Det kan være sine nære, lige såvel som det kan være dem, man tilfældigt støder på og aldrig ser igen. Selv dem vi mister – eller udstøder – får væren i de levendes bevidsthed.

I forestillingen om at kroppen som et hylster kan optage andre mennesker, ligger der en særlig sensibilitet over for det metafysiske rums muligheder. Her udfolder eksistensfilosofiske overvejelser sig, såsom grænsen mellem krop og sjæl samt skellet mellem det at være alene og det at være fælles. Sådanne overvejelser er vedkommende for de fleste. Der kan ligge en fornemmelse af en dyb universel samhørighed i udsagnet vi bor i hinanden.

Det universelle underbygges af Flensburgs brug af ordet vi. Vi kan både være en anonym kollektiv masse, et ”du og jeg” og et almenmenneskeligt fællesskab, der f.eks. kan opstå i bybilledet, hvor mennesker på både godt og ondt konstant er henvist til hinanden. På den måde trækker Flensburg med værket vi bor i hinanden linjer mellem det private rum og det offentlige, det særligt personlige og det menneskeligt almengyldige.

Anette Harboe Flensburg (1961 DK) er uddannet på Designskolen i Kolding (1986). Seneste separatudstillinger i udvalg; Space without a Place på Kunsthal Brandts, Black nothing and its impossible shades galleri MøllerWitt Århus, La poétique de l’espace i Det Danske Hus i Paris, Still i Galleri Andersson/Sandström i Stockholm. Flensburg arbejder pt. på en udsmykning til Johan Borups Højskole i Kbh. samt en udstilling på Museet Trapholt i Kolding. Flensburg er repræsenteret i flere private og offentlige samlinger i ind- og udland. Hun modtog Eckersberg medaljen i 2017 og Ny Carlsberg Fondets Kunstnerpris i 2018. Flensburg udgav i 2014 prosa/ foto bogen ‘Vi bor i hinanden’ på forlaget Wunderbuch.

Kilde: RoofTop

RoofTop

Ingerslevsgade 84A
1705 Vesterbro

Altid åben

Kontakt

kathrineboerlit@live.dk

Anette Harboe Flensburg: vi bor i hinanden
31 maj 201919 jun 2019

Del

'Anette Harboe Flensburg: vi bor i hinanden'

Facebook