Aneta Kajzer: New paintings
3 jun 20223 jul 2022

Aneta Kajzer: Festmahl, 2022. Pressefoto.

Som barn udtænkte og udfærdigede Aneta Kajzer sig sine egne Pokemonkort, og hun fortæller, at såvel Disneyfilm som det såkaldte Anime – det japanske ord for enhver form for animation – har spillet – og stadig spiller en rolle i hendes forestillingsverden.
Kajzer laver aldrig skitser eller har konkrete forestillinger om, hvad der skal ske på billedfladen. Hun lægger ofte ud med fortyndet oliemaling og maler instinktivt med store strøg og armbevægelser, af og til smører hun endda farven ud med hånden; fysiske aktiviteter, hvor, som hun siger, kroppen handler hurtigere end hjernen og sproget. Det enkelte værk har nu en tilblivelsesproces, der kan tage fra 2-3 dage og op til flere uger. Ofte undergår det flere stadier med forskellige lag. Større eller mindre partier males over med ny farve, hun arbejder vådt-i-vådt, hvor farverne blander sig, og elementer fra tidlige lag i processen forærer energi og nyt liv til det færdige værk. Uheld og tab af kontrol er ønskeligt; det fungerer kun som brændstof til den mere reflektive og bevidste del af processen.

Billedfladens abstrakte formationer og forløb forvandler hun herefter til dyr, mennesker – og hybrider herimellem -, og til kropsdele og naturfænomener som vejrlig og landskabsscenarier. Med betydningsladede punkter og linjer, af og til som de sarteste, næsten usynlige tegn, understreger hun de allerede iboende stemninger og følelser, tilstande og positurer. Et sprog opstår, aktører træder i karakter, og de påførte farver og flader tilføjes deres egen indre logik og samspil. Raffinerede beskrivelser af genkendelige følelser og stemningsmarkører fører os som beskuere rundt i billedfladen. Omfavnelse, afvisning, hengivelse, frimodighed, frækhed, kontrol, afsky, samhørighed, kæleri, ensomhed, længsel. Det er som om enhver mulig følelse kunne finde sin vej til Aneta Kajzers lærreder. Ikke sjældent er tonen i helhedsindtrykket anspændt af tilsyneladende uforenelige kræfter.

Kilde: KANT

KANT

St. Kongensgade 3, Baghuset
1264 København K

Tir-fre 12-18
Lør-søn 12-16

Gratis entré

Kontakt

+45 2946 6331

Aneta Kajzer: New paintings
3 jun 20223 jul 2022

Del

'Aneta Kajzer: New paintings'

Facebook